Jeg er stadigvæk højtflyvende. Selvom der egentlig ikke er noget vi mangler til Lillesøster, så måtte jeg igår lige forbi den lokale børnetøjsbutik, der havde udsalg, og jeg gik derfra 400 kr. fattigere, men med de sødeste 3 kjoler. Samtidig blev det endnu en lejlighed til at fortælle vidt og bredt om  mit kommende barn, og endnu engang en oplevelse af glæder og lykønskninger. Alle er bare så positive, og det er enormt fedt at mærke.

Idag har også været en god dag. I formiddags blev jeg ringet op af min adoptionsorganisation, der lige havde nogle supplerende spørgsmål. Det vidste sig, at hun var ved at udfylde LOI via computeren, og hun vil sende det idag! Det vil sige, at min erklæring om at jeg vil adoptere netop dette barn, ryger afsted nu og dermed før samrådet har godkendt det! Men altså, både min adoptionsorganisation og min sagsbehandler i statsforvaltningen, synes det er så oplagt en sag, at de mener den må gå igennem uden de mindste problemer. Det er skønt, og tankerne kører på højtryk, om jeg skal offentlig gøre det via cyberspace, eller om jeg bør vente til det er 100% sikkert. Fornuften siger det sidste, men hvor er det svært at holde sin mund.

Udover denne gode nyhed, så fortalte sagsbehandleren også, at vi faktisk er 6 familier, der har fået børn i forslag fra samme provins. Vi kan altså nok alligevel få en rejsegruppe. Det er rigtig fedt, for jeg har ikke været hel tryg ved tanken om, at vi skulle rejse helt alene. Jeg spurgte hende, hvad hun troede tidsperspektivet ville være, og hun tror på afrejse i september/oktober. Hun henviste også til sidste nyhedsbrev for Kinaventende, og der er en lille opgørelse, og af 6 fam. har de 5 rejst ca. 12-13 uger efter barn i forslag. Det vil sige starten af oktober, og det kan jeg godt forholde mig til. Jeg havde faktisk frygtet, ikke at have hende hos os til hendes 3 års fødselsdag, men sådan tyder det ikke på det bliver. YES.

Det vise sig også, at nogle gode bekendte, der bor her i nærheden, og har 2 døtre fra Kina, også har været i samme provins. Der kommer deres den yngste fra. Det har ellers været svært at finde nogle oplysninger om, hvordan adoptionsrejser til denne provins forløber, for der er ikke ret mange børn derfra, tyder det på, men det er da supert, at have en oplysningskilde tæt på. Vi må have arrangeret et besøg hurtigst muligt.

Vi nyder ferien og det skønne sommervejr, og igår fik jeg faktisk begyndt på lidt praktisk arbejde. Jeg fik nemlig slebet gelænderet ved fortrappen af, og vasket det i Rodalon, så nu er det klart til at blive malet, når vi kommer hjem fra sommerhuset.Idag sov jeg til 9.30, og ovenpå samtalen med adoptionsorganisationen, har jeg siddet ved computeren næsten non stop, og så har jeg kørt Svesken ud til en veninde, så der er heller ikke blevet lavet ret meget idag. Må vist hellere få mig lettet og komme lidt igang….

Tiden skal egentlig bare gå nu, indtil d. 29.7., hvor samrådet forhåbentlig giver grønt lys for min adoption af lillesøster. Det er et underligt vacuum at gå i, og hvordan fordriver man dog bedre denne tid, end med at shoppe til den forestående familieforøgelse.

Vi tog idag i Storcenteret, og fik købt nogle forskellige ting. Efter gennemgangen igår aftes af Sveskens aflagte tøj, konstaterede jeg, at al form for undertøj består af bodystockings, og det er nok ikke så smart, når man er 2½  og sikkert toilettrænet. Derfor stod der todelt undertøj på sedlen, foruden nattøj, for det er stort set alt sammen noget arvetøj, som efterhånden er godt forvasket. Så gik vi også på udkig efter en klapvogn. Jeg ville bare lige sondere terrænet, se hvad de kostede og hvad man fik for pengene. Men hos Mor og Barn fandt jeg en brugt Emmaljunga klapvogn med vendbar styr til 899, så god og flot som ny, så den købte jeg faktisk lige på stedet.

Nu har vi været på shoppetur 3 gange siden fredag, og selvom vi faktisk ikke har købt ret meget til Lillesøster, så er pegene godt nok fosset ud af statskassen her de sidste dage. Der ryger nogle småting med hver gang, som en Enhjørning-bamse til Sveske, lidt voksdug til legebordet til værelset, junkfood o.s.v. – ja, det løber op altsammen. Men det er råhyggeligt, og en helt speciel glæde at gå og kigge, også selvom vi ikke køber så meget til Lillesøster.

De næste par uger bliver heller ikke billige, for da står den på sommerferie, og selvom det kommer til at foregå herhjemme, så ser jeg allerede i øjnene at besøg i både Djurs Sommerland og Tivoli med hvad dertil hører, ikke bliver billigt. Børnepengene, der lige er kommet, er næste væk, så sidste halvdel af august står den vist på vandgrød.

Denne gang venter jeg på samrådet, og det er virkelig spildtid. Det stresser mig at tænke på, at jeg spilder 2 uger på dette – 2 uger som jeg burde have sammen med mit kommende barn. Hun er så gammel, så hver uge vi mister sammen, er værdifuld tid vi virkelig kunne have brugt sammen.

Idag har lillesøster fået sine første gaver. Hun har fået en lille bog og en kjole af min veninde, der også er eneadoptant og har en datter på nøjagtig samme alder som Lillesøster. Det går rigtig skidt med at holde sin mund - 15 dage er simpelthen for lang tid at gå med sådan en nyhed for sig selv, så kredsen der er inviet, bliver større og større. Jeg har dog ikke som sådan offentliggjort noget, så der er da fortsat en masse folk, som jeg ved rigtig gerne vil vide besked, men som må vente lidt endnu.

Jeg har fået lavet nurturerapporten, og sammen med dette fået scannet pasfoto og et familieportræt ind, og sendt til min adoptionsorganisation. Jeg har også spurgt dem via mail, om hvordan den videre papirgang er, og om vi bør blive hjemme fra ferie, for det skal bare gå hurtigst muligt, der er ikke mere tid at spilde, og lige nu er det absolut vigtigste at få lillesøster hjem hurtigst muligt. Jeg kan da ikke sidde i et sommerhus 3½ time herfra, og vide at der ligger et brev i postkassen, med papirer der skal underskrives og returneres, men som jeg ikke kan få fat i!! Jeg har dog ikke noget overblik over den videre sagsgang, så nu venter jeg spændt på svar.

Ellers er jeg så småt begyndt at surfe rundt på nettet, omkring hendes provins og børnehjem, og jeg har bestilt hendes finding-ad (den annonce hvor hun fremlyses kort efter hun er fundet). vi har også været ude og handle lidt, og det er blevet til bogstaver til at  skrive hendes navn på hendes dør, lidt tøj og en pegebog, til brug for at lære hende dansk hurtigst muligt. Jeg skal også have købt en klapvogn, men det bliver ikke den dyre model, for hvem ved om jeg overhovedet får brug for den? Jeg synes faktisk det er sværere, at få et overblik over, hvad jeg bør købe, når hun er så stor, for der er mange spørgsmålstegn: Sover hun stadig til middag, mon hun vil bruge ble, vil hun sove i sin egen seng o.s.v. Hendes  navn ligger fast, og hun får samme mellemnavn som Sveske – ja, det er simpelthen bare meningen at hun skal blive en del af vores familie.

Svesken har også vist lidt af hvad jeg kan forvente af hende, når vi får lillesøster. Igår var vi nemlig barnepige, for en lille stump på 3 mdr., som blev meget ked af, og som jeg derfor måtte bruge ½ times koncentreret tid på. Efterfølgende var Sveske sammenbidt, og da stumpen blev hentet, brød Sveske helt sammen. “Du kan kun li´ hende, du elsker ikke mig, når vi får lillesøster vil du kun elske hende….” og så videre. Vi fik selvfølgelig igen snakket om, at jeg aldrig vil kunne holde op med at elske hende, men at jeg får 2 piger som jeg vil elske lige meget. Vi snakkede også om, at i starten vil jeg skulle bruge meget tid på lillesøster, men hun skal jo hjælpe mig med at passe lillesøster, og jeg vil alligevel elske hende ligeså meget. Jeg håber det hjælper lidt, at reaktionen kommer nu, men jeg er sikker på, at det bliver svært for Sveske, for hun har jo været vant til, at have monopol på mig hele tiden. Jeg er dog på den anden side også sikker på, at hun vil blive en god storesøster, som vil være fantastisk til at  lege med og hjælpe lillesøster, det bliver mig det kommer til at “gå ud over”, og jeg er bevidst om, at det er vigtigt at vi stadig får alene-tid sammen. Håber lillesøster er med på den.

Der er såmænd ikke så meget nyt. Jeg er fortsat drøntræt, tankerne kører, jeg sover dårligt, og har stadigvæk en lille knude i maven – ved ikke rigtig hvorfor. Jo, det er selvfølgelig alle de tanker man gør sig, når man lige har fået at vide, at man får ansvaret for en lille guldklump på 2½ år. Det gør mig faktisk trist at tænke på, hvad hun skal udsættes for. Jeg gør mig mange spekulationer om hvordan det dog skal gå, for hun får sit liv revet op med rode. Samtidig er jeg også nervøs for om alt det papirmæssige og planlægninsmæssige kommer til at køre, for det er bare ikke noget jeg er god til.

Jeg har idag fået mail fra min sagsbehandler, og desværre var det ikke den besked jeg havde håbet på. Samrådet samles først igen d. 29.7 – om 13 dage! Det er godt nok lang tid til, men selvfølgelig ikke så langt som til d. 19.8. der ellers ville være næste møde. Det ærger mig, og helt ærligt, lige nu er det værste, at jeg faktisk ikke kan fortælle nogen det, før d. 29.7. Da er vi oveni købet i sommerhuset, så jeg kan ikke komme til en computer, og offentlig gøre den forhåbentlig gode nyhed. Surt.

Jeg burde også surfe rundt på nettet om alt muligt og Jengxian-provinsen, og kigge nærmere på alle de papirer der er med, men jeg har faktisk ikke lyst endnu, og vil helst ikke konfronteres med alle de ting jeg ikke ved noget om. Bl.a. fordi jeg ved, at jeg heller ikke senere vil få udfyldt disse huller. Jeg ved intet om hende siden nov. 07, og ved heller ikke engang om hun er på børnehjemmet eller i plejefamilien. Vidste jeg at hun var på børnehjemmet, kunne jeg begynde at søge oplysninger om det, men hvorfor gøre det, hvis det ikke har noget med hende at gøre??

Jeg føler mig på en gang tom indeni, og har alligevel en boblende glæde over tanken om min lille pige, men kan slet ikke finde ud af alle disse forskelligrettede følelser, og hvad jeg stiller op med dem. Jeg havde det underligt med at være nede og handle og ingen så mig og alle fortsatte bare som altid, som om intet var hændt, og når man er så glad indeni fordi man er blevet mor, så burde hele verden jo se anderledes ud. Det er altså rigtig svært ikke at kunne fortælle det, og jeg har da også fortalt det til min nabo idag. Hun har været sød til at spørge, og jeg havde bare brug for at komme ud med det. Må det snart blive d. 29.7., så alle kan fåd et at vide.

Det er rigtig længe siden, at jeg bare har følt mig glad og ovenpå. Dagen idag har været supergod, men med utrolig mange tanker om både det ene og det andet. Hvordan skal jeg lave en nurture-plan for et barn der er rask? Hvordan kommer vi frem og tilbage til København i.f.m. rejsen til Kina, med alle de kufferter og et stort barn, der nok skal sidde i klapvogn? Hvordan finder jeg ud af hvor, hvornår, hvordan rejsen skal arrangeres, hvilket hotel osv.? Ja, mig der bliver hånlig overfor dem der sidder med deres nye barn og er fyldt af bekymringer, hjemve og andet som jeg fnyser lidt af, for “kan de dog ikke bare nyde nuet, og være glade for at have fået deres barn!?”, og nu er jeg selv godt på vej ind i den skure, men det skyldes måske, at jeg har sovet mindre end 5 timer i nat. Tankerne var bare for voldsomme til at kunne sove.

Overvejende har dagen dog været fantastisk. Jeg har fået billeder!! Hun ser bare så sød ud, og det var kærlighed ved første blik. Hun ligner faktisk Svesken lidt, og det er ikke fordi de begge er kinesere(!). Hendes hjertefejl er der ikke mere, så det er faktisk et rask barn jeg får. Jeg har straks meddelt min adoptionsorganisation, at hun selvfølgelig er min. Nu går sagen forhåbentlig videre til Statsforvaltningen, og så venter jeg spændt på, om det lykkes at få stablet noget samråd på benene i en vist fart.

Papirerne der er med, er positive hele vejen igennem. Det eneste lille med er, at de slutter i november 2007. Hvor er hun  nu? Hvordan er hendes hverdag? Hvad vejer hun?

Svesken har svanset rundt i sin nye Jeg skal være storesøster-bluse hele dagen, og jeg tror hun har fortalt det til gud og hvermand. Vi har fundet et navn, og tænk sig, lillesøster har samme mellemnavn, som Svesken havde til fornavn, så nu får de begge dette navn som mellemnavn – ret fedt.

Jeg har stadigvæk en stor trang til at råbe det ud over hele byen, men idag er der kun yderligere én i min omgangskreds, der har fået besked. Jeg glæder mig virkelig til, at den går igennem samrådet, så jeg kan fortælle det til alt og alle. Samtidig gør det lidt ondt, når jeg læser indlæg på mit elskede adoptionsdebatforum, hvor folk efterlyser hvornår de mon får svar fra organisationen om det speciel-need-barn de har søgt er blevet deres. Og jeg kan sidde her og vide: hun er ikke blevet jeres, men jeg ved bare hvor ondt det gør, når man føler i hjertet, at dette barn er mit barn – og det så ikke bliver sådan. Men sådan er livet, og jeg er jo overlykkelig over, at netop jeg fik lov til at blive mor til dette skønne barn. Nu må det gerne snart blive oktober, så vi kan drage mod Kinas land.

Ja, sådan hedder det på amerikansk adoptionssprog, og det henviser til opringningen, hvor man får at vide, at nu er der udvalgt et barn til én. Og ved I hvad? Jeg modtog the call idag!!

Formiddagen var lang – rigtig, rigtig lang. Hvor mange gange tror I man kan checke sin mobiltlf. i løbet af sådan en arbejdsdag? Rigtig, rigtig mange. Jeg overdriver ikke når jeg skriver, at jeg checkede den min. hver 5. minut. Da jeg var på arbejde, var den nødt til at stå på lydløs, så derfor var den oppe af lommen i tide og utide. Der skete dog ikke rigtig noget, og da klokken blev 13.30. var jeg ved at miste modet. Havde jeg virkelig ikke fået dette barn heller?  Det føltes jo  bare som det var mit  barn. Jeg prøvede at forberede mig selv lidt på, at skulle hjem og åbne en mail, der hed: Du er desværre ikke kommet i betragtning.

Kl. 14.53 ringede min mobiltlf., og….jeg kunne ikke svar den, for jeg sad og var ved at lave en høreprøve på en patient, så jeg måtte nøjes med at kigge på displayet der skrev  Ringer . Jeg får dog ikke mange opkald i dagtiden på min mobil, så jeg tog chancen, ringede til min adoptionsorganisation, og straks jeg havde præsenteret mig, sagde hun: Det var heldigt, jeg har lige prøvet at ringe til dig. Jeg  har gode nyheder…. Derefter blev jeg fuldstændig forfjamsket, sitrede på hænderne, og prøvede at tænke på fornuftige spørgsmål, som dog blev afbrudt af: nej, hvor fantastisk, det er bare helt uforståeligt o.lign. Men altså, hun er min, dog med den lille krølle, at samrådet skal godkende dette match endeligt. Det burde der faktisk ikke være nogen problemer i, da hun nu er beskrevet som hjerterask. Desværre har de først samrådsmøde igen d. 19.8 (ja, om over en måned), og det er godt nok lang tid. Min sagsbehandler er dog et meget venligt menneske, og hun sagde, at ud fra hvad jeg havde fortalt, så var det nok muligt, at der kunne stables et tlf.møde på benene, så de af den vej kunne tage stilling til min sag. Det kræver dog at hun har papirerne, før hun kan sætte det igang, og de kommer til mig i morgen. Derefter skal jeg forholde mig til dem, og give min adoptionsorganisation besked om jeg vil acceptere barnet. Da jeg først er hjemme 16.30 i morgen, vil jeg ikke kunne nå at få fat i dem, og så bliver det onsdag før de får mit ja, og så sendes papirerne først der, og så er der ikke megen tid at løbe på, da min sagsbehandler starter ferie fredag. Løsning: morfar er bedt om at hente min post i morgen middag, og bringe dem ud til mig på  mit arbejde! Medbringende Sveske, for hvis der er billeder med (glemte jeg at spørge om) så skal hun være den der åbner dem. Derefter kan jeg nå at få fat i adoptionsorganisationen allerede i morgen eftermiddag, således at min sagsbehandler forhåbentlig får et døgn mere til at nå det hele i. Nu skal lillesøster altså bare hjem. Hun er fra d. 01.01.06, så hun er allerede stor, og hver måned tæller. Jeg håber at kunne tage afsted i oktober, men det kan også blive så sent som december, afhængig af papirgangen, og hvor mange sager der når at hobe sig op i Kina pga det fordø..te OL.

Svesken er også informeret. Hun fik en gave da vi kom hjem, med en bluse hvorpå der står Jeg skal være storesøster. Hun kunne ikke lige læse det sidste ord, men da jeg læste det for hende, fangede hun den lige med det samme. “Har vi fået brev fra Kina?” råbte hun, og da jeg forklarede hoppede hun vildt rundt i stuen, og slog sit knæ mod sofabordet. Vi blev enige om, at tage ned til mormor og morfar, og bare gå ind uden at sige noget, og så lade blusen tale. Morfar fangeded den ikke lige, men mormor var der som et søm. De blev vildt glade, og går virkelig op i det. Det er så dejligt.

Aftenen er blevet brugt til at maile og tale i telefon. Hele familien(mine forældre og 3 søskende) har fået besked, desuden 2 veninder pr.tlf., og 2 pr mail/sms(den ene ringede faktisk tilbage helt fra Spanien, hvor de er på ferie). Andre får ikke noget at vide lige nu, jeg vil gerne have det hele 100% sikkert på plads inden jeg offentliggør noget. Men ih hvor jeg glæder mig til det. I aften har været helt fantatisk for alle har været så glade og positive, og jeg tror slet ikke jeg kan sove, sådan som jeg er oppe at køre lige nu. Fremover vil d. 14.juli have en helt speciel betydning her i familien.

Det har været en utrolig lang, anspændt og underlig weekend. Jeg har fortsat sommerfugle i maven, og tankerne er konstant på barnet, som forhåbentlig bliver mit i morgen.  Jeg tror ikke der er gået 2 sekunder hele weekenden, uden at jeg har tænkt på hende. Jeg har kun fortalt mine forældre om hende, og så nogle gode venner, som jeg efterlod en lille hentydning til i en e-mail, og den fangede de straks, og ringede for lige at høre nærmere. Det ville sikkert være enormt befriende, at fortælle det til højre og venstre, men jeg orker ikke tanken om, at skulle fortælle alle det, hvis det alligevel ikke bliver til noget. Jeg er stadig rimelig fyldt at tankerne om, at der muligvis er en anden eneadoptant, med en tidligere godkendelsesdato, der har en udvidet godkendelse og har søgt på barnet, og jeg føler mig som sådan slet ikke sikker på at jeg bliver udvalgt, og så alligevel, mine tanker kører omkring hende, som om det allerede er mit barn. Jeg kan ikke engang sætte procenter på hvad jeg vurderer/føler mine chancer er – det er alt for skiftende til at jeg kan finde ud af hvad jeg egentlig selv tror. Jeg er dog så langt, så jeg faktisk har lavet forestillinger om, hvad jeg skal sige i morgen når/hvis min tlf. pludselig ringer midt i arbejdet, hvordan jeg skal forklare til de forældre hvis barn jeg passer, at jeg pludselig går helt amok, og hvordan jeg får fortalt min chef, at jeg nok lige tager et års orlov startende om et par måneder.

Sjovt nok, virker Svesken til at fornemme noget. Da vi her til aften sad ved computeren, sagde hun pludselig: “tænk hvis vi får et brev om min lillesøster i sommerferien. Jeg tror vi skal rejse om 10 dage”. Hvor får hun det fra?? Da vi stod og lavede aftensmad, kom hun (vi?)også ind på lillesøster, og så spurgte hun først: hvorfor vil du egentlig gerne have et barn? og senere: Hvorfor smiler du egentlig hele tiden? Ja, selvom jeg er ret overbevist om, at hun ikke ved noget som helst om hvad der er under opsejling lige nu, så kan hun godt mærke at jeg har tankerne et helt andet sted. Det har faktisk været rigtig godt timet, at hun har været i sommerhus med mormor og morfar fra onsdag til lørdag sidst på eftermiddagen, for jeg har ikke kunnet koncentrere mig ret meget. Heldigvis er det gået fint, dog med en del tårer fra hendes side idag.  Vist en blanding af at have savnet mig, glæden over at være hjemme igen, og savnet af mormor og morfar (som hun altså skal overnatte hos igen på tirsdag!)

Jeg har brugt en del tid ved computeren idag, og bl.a. besøgt en masse sider med børnetøj, og også fundet sider med andre familier, der har adopteret børn der var omkring de 2½-3 år. Nogle gange gør det lidt ondt, fordi de ser så store ud, og andre gange overbeviser jeg mig selv om, at et barn på 2½ fortsat er lille. Jeg har også været inde og finde ud af hvilket tegn hun er født under i den kinesiske kalender, og jeg tror hun er en hund. Ja, det har været en land weekend.

Jeg har det bare vildt underligt. Siden jeg så bsf-listen i onsdags har min verden ikke været helt den samme som normalt. Jeg går nærmest sådan lidt ved siden af mig selv, min mave er lidt urolig, a la lige før en vigtig eksamen, jeg er rastløs og sover dårligt. Selv min appetit er påvirket, men det er kun sundt nok (bortset fra, at det jeg så endelig spiser er junk!)

Tendensen er helt den samme som sidste gang jeg søgte et barn fra bsf-listen. Den aften hvor jeg så hendes beskrivelse, overvejede, snakkede med mine forældre om det, for endelig at sende en ansøgningsmail til adoptionsorganisationen, var jeg helt oppe at ringe. Intet stod i vejen, jeg var 100% sikker på at hun var min, jeg var fyldt af forventing og spænding, og kunne slet ikke lade være med at smile. Efter et lille døgn skifter stemningen. Jeg blev fyldt med tanker om, at der helt sikkert måtte være andre eneadoptanter i grupperne før mig, som dermed altså har en godkendelse der er ældre end min, at der sikkert er nogle der har en mere præcis godkendelse der passer til netop dette barns speciel need, og sådan bliver tankerne ved. Jeg håber så bare, at slutningen ikke bliver lige som sidste gang, hvor det jo altså ikke blev mig der blev udvalgt til det barn jeg havde søgt.

 Lige nu er jeg som nævnt nervøs, sådan eksamensagtigt nervøs, med en knude i maven, og jeg får absolut intet udrettet. Samtidig falder disse dage sammen med, at Svesken ikke er hjemme. Det er vildt underligt at hun ikke er her, her er tomt, og selvom jeg nyder roen og “friheden”, så får jeg slet ikke den glæde ud af det, som jeg altid forestiller mig i de perioder hvor hun er ved at sluge mig fuldstændig.

Jeg tror dog fortsat på at denne lille pige er min. Det kan ikke passe, at vi skal vente længere. Nu er det altså snart 4 år siden, at jeg sendte min ansøgning, og 3½ år siden jeg blev godkendt. Nu må det være nok. Jeg har tænkt meget på hendes alder – den er altså min store bekymring. Ikke fordi jeg ikke tror jeg vil kunne elske et barn på 2½, men jeg tænker på alt det hun har med i sin rygsæk efter 2½ år på et børnehjem eller i en plejefamilie, med manglende omsorg, kærlighed, tryghed og en tæt, fast primærperson. Og ikke mindst ved jeg, hvor svært det var for mig at tænke på alle de måneder, uger, dage, jeg gik glip af med Svesken – og hun var kun 15 mdr. da jeg fik hende. Det har været rigtig svært for mig, at lægge dette savn fra mig, for det kan bare ikke indhentes. Jeg har aldrig drømt om at jeg selv havde født Svesken – det kan jeg sagtens leve uden – men ikke at have været der til at tage mig af hende, se hendes første kravleforsøg, de første skridt, høre det første ord, det er tungt at tænke på. Denne gang må det så blive dobbelt så slemt, da der er dobbelt så lang tid af mit forhåbentlig kommende barns liv, jeg er gået glip af. Det er en pris jeg prøver at forholde mig til, og selvom den fylder meget og synes stor lige nu, så er jeg mere end villig til at betale den, fordi på den anden side får jeg et barn med et speciel need, som tilsyneladende ikke fylder noget. Det kunne være blevet et hepatitisbarn, som skulle igennem livslange kontrolbesøg på sygehuset, blodprøver og ikke mindst, opleve at andre måske tager afstand, eller ihvertfald er bekymrede, for at komme for tæt på.

Ja, tankerne kører på højtryk. Mobiltlf. er hele tiden indenfor rækkevide, og jeg håber på et lille mirakel. Nemlig at jeg får besked idag. Det gør jeg ikke, for de vil først afgøre det på mandag, men hvis nu….. tænk, hvis min sag bare var så oplagt, at de allerede nu kunne sige, at selvfølgelig skal jeg da have dette barn, så ville det gøre min weekend, og hele min fremtid så meget lettere!  Jeg tror dog jeg er nødt til at indstille mig på en weekend med ventekuller og nerverne uden på tøjet.

Ja, som skrevet i sidste indlæg, så afslørede medarbejderen i min adoptionsorganisation, at der var en ny bsf-liste på vej…og den kom idag! Det er helt vildt, at der kommer 2 med 2 ugers mellemrum. Nå, men det allerbedste er at jeg tror mit barn er på listen!!! Jeg har efter 1 times overvejelse, søgt på en lille pige på 2½ år, med en lettere hjertesygdom. Hun lyder perfekt, er til narrestreger, vil gerne være ude og kan lide at være sammen med andre mennesker.

Min eneste “bekymring” er hendes alder. Det er et stort barn at flytte, og det kommer nok til at koste nogle problemer med tilknytning og socialiseringen. Men på den anden side er hendes alder også en fordel. Der bliver mindre aldersforskel på hende og Svesken, og hun vil kunne nogle ting sammen med sin storesøster. Desuden har jeg en veninde med en datter på samme alder, så der vil være en jævnaldrende i omgangskredsen. Jeg slipper også for at hun skal i dagpleje, men vil kunne komme direkte i børnehave når jeg skal starte på arbejde. På plussiden er også, at hendes hjerteproblem ikke lyder til at påvirke hende på nogen måde. Jeg har dog også allerede nået at gøre mig nogle tanker (læs: bekymringer) omkring det, at skulle være hjemmegående med så stort et barn. Hvor skægt vil en 3-årig synes det er, at gå sammen med mor dag ud og dag ind? Der er ligesom ikke så mange legestuer el.lign. for børn på 3. Nå, men det må vi finde ud af, jeg er ihvertfald sikker på, at hun vil være et godt match til vores familie.

Nu skriver jeg som om jeg allerede har fået hende, og det har jeg jo ikke. Først skal jeg være den heldige som adoptionsorganisationen udvælger til hende, dernæst skal det godkendes af samrådet i Statsforvaltningen. Jeg føler bare jeg sidder med rigtig gode kort. jeg har været godkendt i 3 år og 4 mdr., og de par jeg konkurrerer med, har næppe så lang en godkendelse. Desuden har jeg en udvidet godkendelse, der omhandler lige præcis børn med hjerteprobl. og en aldersramme på 0-36 mdr., så jeg tror faktisk at det jeg søger – det får jeg, alene qua min ancinitet hos adoptionsorganisationen.

Tankerne flyver højt, og i stedet for at male huset, skal sommerferien måske bruges på at indrette børneværelse? Gud, hvor bliver det FEDT.

Midt i glædesrusen over, at der nu sker lidt i min adoptionssag, så har jeg idag prøvet at få lidt mere styr på hvad mine muligheder egentlig er.  Jeg ringede til min adoptionsorganisation, og desværre har jeg bare slet ikke kemi med den person jeg er nødt til at tale med, da det er vedkommende der står for Kina. Jeg startede med at sige, at jeg lige havde fået en udvidet godkendelse, og gerne ville vide hvad næste skridt var. Hvortil personen lidt snerpet svarer: Vi har netop i vores kvartalsbrev beskrevet de 2 måder man kan få børn på med en udvidet godkendelse. Lang pause. Hvordan gør I rent praktisk med online-systemet, spørger jeg så. Det er beskrevet i sidste kvartalsbrev, svarer personen så igen. Øh, hallo, I er sådan set ansatte til at hjælpe os adoptanter, og det er os der betaler gildet, så I burde altså føle det er en del af jeres job, at tale med os! Det ender hver gang med en stiv, akavet og anspændt samtale, når jeg ringer til hende, og det er altså ikke fordi jeg kimer dem ned flere gange ugentligt, selvom de gerne vil give det indtryk, at det er det vi adoptanter gør. Nå, men efter nogle ubehagelige pauser, fik jeg sagt, at jeg egentlig bare havde brug for at vide, om jeg skulle gøre noget aktivt nu for at komme videre i sagen, eller om den bare gik sin gang, og så blødte det stemningen op, og jeg fik nogle rimelige ordentlige svar. Bl.a. fik jeg afsløret, at der snart er en ny børn-søger-forældre-liste på vej, og det selvom det kun er 2 uger siden der kom en sidst! Gode nyheder

Den gik jeg og tyggede lidt på, da jeg gik mig en tur (ned i det lokale supermarked for at købe et dameblad, da det indeholder 2. del af en adoptionshistorie, omhandlende en familie, der er med på det adoptionsdebatforum, hvor jeg bruger al for megen tid). Jeg havde med min udvidede godkendelse, sat liden til min mobiltelefon og et pludselig opkald en dag – the call, som de kalder det over there – fra min adoptionsorganisation, men pludselig slog det mig: Jeg skal da fortsat holde fast i fornemmelsen af, at jeg skal finde mit kommende barn på børn-søger-forældre-listen! Og hvorfor så det?  Jo, fordi så kan jeg selv styre hvad jeg vil søge på, og hvad jeg vil gå udenom. De kan ikke tvinge mig til at søge på noget barn den vej, og så kan jeg jo lade være med at søge på drengene. Hermed  har jeg sat ord på hvor stor min drøm om endnu en datter er. Jeg har intet imod drenge, jeg tror bare slet ikke jeg er egnet til at være mor til en dreng. Hvis de bringer mig et barn i forslag fra CCAA´s on line-system, der ligger indenfor min godkendelse, så vil det være svært at sige nej uden at miste sin godkendelse.  Jeg ønsker selv at have lidt indflydelse, og derfor ber jeg en stille bøn om, at der dukker en lille pige op, på godt et år, med hepatitis eller en mindre hjertefejl på næste bsf-liste. Jeg kan slet ikke forestille mig der er nogen derude, der har en godkendelsesdato der ligger tidligere end min, så jeg tror at hvad jeg søger på, bliver min. Uh ha, drømmene er søde, men hvor bliver der dybt at falde. Jeg er virkelig fuld af håb lige nu, og jeg fornemmer nogen gange, at jeg går rundt med et stort smil på. Det gør jeg vist ikke, men mine øjne smiler, og det er bare den mest fantastiske fornemmelse, at tænke når og ikke hvis. Jeg har slet ingen tvivl om, at det bliver, og det er bare så svært ikke at råbe det ud over hele verden, men jeg prøver at holde tand for tunge, for jeg orker ikke at skulle forklare gud og hvermand hvorfor hvis det går galt, og så glæder jeg mig til overraskelseseffekten. Der er faktisk endda nogle stykker i min omgangskreds og i mit adoptionsnetværk, der ved det, men jeg prøver virkelig at holde igen. Det bliver bare så fedt  når jeg endelig kan fortælle alle det.