EN UDDØENDE RACE
Jeg føler mig virkelig som en sådan, efter to hændelser den sidste uge. Folketinget 2. behandlede lovforslaget om, at fortsætte med at diskrimenere børn af enlige adoptanter (ja, det er selvfølgelig ikke de ord de bruger – det er bare det der er konsekvensen), og tror de kan slippe uden om ansvaret, ved også at fratage enlige der er blevet insemineret, tilskuddet. Tilskuddet skal tildeles børn der kun har én forælder, hvor der altså ikke er en anden forælder i periferien, som bare ikke har lyst til at betale. Men lige netop enlige adoptanters børn kan ikke få dette tilskud, for deres mødre har ” selv valgt forsørgerrollen”! Jamen, hvilke forældre har ikke det??? Vi er da ikke mere ” selv ude om det” end bistandsklienter eller andre, der får ekstra offentlige tilskud pga en svær økonomisk situation. Tilskuddet går til barnet, ikke til mødrene, og de stakkels børn kan jo ikke selv gøre for hvad deres mødre har valgt, og tilskuddets formål er at sikre lige opvækstvilkår, altså at man fortsat som barn af en enlig forsørger, kan få ordentlig mad, komme på ture og evt. lidt sommerferie o.s.v. Men det blæser folketinget (læs V,K og DF) stort og flot på. Selv en sag i Menneskeretskommisionen om diskrimination ændrer ikke dette, og Folketinget fortsætter ufortrødent, og ventes at vedtage loven ved 3. behandling i næste uge. Og tager i den anledning altså også muligheden fra enlige mødre der har valgt donorsæd.
Den anden triste begivenhed er, at Ethiopien har stoppet for eneadoptanter. Der er nu reelt kun Vietnam og Tjekkiet som muligheder, og hos AC kører Vietnam dårligt, og DA har ikke Tjekkiet (så vidt jeg ved). Dette har været på vej i flere år, men pga at rygtet har kørt i flere år, er man (ihvertfald jeg) nok blevet lullet lidt i søvn. Men nu skete det, og med kun godt en uges varsel – det træder i kraft 15.12.!
Det er ellers lige gået så godt i oktober og november måned. Der er kommet en del børn fra Ethiopien og Vietnam, heraf flere til eneadoptanter, og det har været vildt fedt at kunne læse den ene jubelmail efter den anden, mennu går den altså ikke længere. Jeg har stor medfølelse med dem der er i gang med en godkendelsesproces, og som troede de skulle på Ethiopienslisten.
Ja, vi er ved at være en uddøende race, og hvor er det trist. Der er så mange stærke enlige mødre (og fædre), som klarer opgaven utrolig flot, og som tilbyder børnene et hjem der er meget harmonisk – måske ofte mere end i hjem med to forældre, hvor småskænderier, uenighed og forskellige syn på børneopdragelse ikke er særsyn. De eneadoptanter jeg kender, er ressourcestærke og handlekraftige kvinder der ved hvad de vil, og det tvivler jeg helt ærligt på, at de formidlende organisationer er ret gode til at få afgiverlandene til at forstå. Det er selvfølgelig en svær kulturbariere at skulle bryde ned, men f.eks. i Kinas tilfælde, handlede det udelukkende om at begrænse antallet af ansøgninger, og da eneadoptanter kun udgjorde under 8% var det en mærkelig gruppe at udse sig, da det ikke gav det store resultat i slutopgørelsen. Afgiverlandene har alene magten til at bestemme hvem de vil afgive børn til, og den skal de selvfølgelig bruge, men min tvivl går på hvor aktive de danske organisationer er, til at forklare hvad børnene kommer op til, hvilken hverdag de tilbydes hos en enlig forældre, og ikke mindst forklare hvordan det danske samfund ser på enlige mødre (at de ikke bliver udstødte eller set skævnt til). Jeg kan bare prise mig lykkelig for at jeg nåede det – og endda to gange – men det kan ikke fjerne min medfølelse og sympati for dem der nu er kommet i klemme.
