Nu er det godt en måned siden jeg sidst opdaterede denne blog, og jeg skal lige love for, at der er sket ting og sager siden.

Mødet med Lillesøster blev ret kaotisk, barsk og følelsesmæssigt drænende. Da hun kom ind, gik jeg stille og roligt hen til hende, og stod på afstand og snakkede lidt til hende. Hun vrængede af mig, og ville ikke have jeg rørte ved hende. Hun var tyndere end jeg havde forestillet mig ud fra billederne, og havde flere sår på både ben og i ansigtet. Jeg kan ikke sige hvad jeg følte, men det var ikke: Ih hvor er hun bare dejlig. Jeg havde lidt svært ved at kende hende, og jeg syntes nok ikke at hun var et enormt kært og yndigt barn. Da de rakte hende til mig gik hun helt besærk. Hun græd, kæmpede og var dybt ulykkelig den første time. Hun gik i bro, svedte tran, nægtede at drikke eller spise, og var bare så ulykkelig, forvirret og bange. Sveske prøvede også at trøste, og havde lidt held i korte øjeblikke. Samtidig skulle jeg udfylde alverdens papirer til diverse adoptionsmyndigheder, og alt imens kom flere kinesere (vores guide/tolk, en plejer fra børnehjemmet og min organisations repræsentant) på skift for at ville tage hende. Det ønskede jeg bare ikke, for det var mig hun skulle lære at være hos, og gerne falde til ro hos. På et tidspunkt gled hun dog ud af mine arme mens jeg sad og prøvede at udfylde papirer på engelsk mens hun skreg og skreg, og så tog tolken hende. Hun faldt lidt til ro, men da jeg fik hende igen, startede det hele forfra. Kort efter kom tolken og sagde, at Lillesøster sagde hun skulle tisse, og så tog plejeren hende. Igen fik jeg hende tilbage hvilket medførte et voldsomt grådanfald, og da organisationens repræsentant så kom for at ville tage hende, måtte jeg simpelthen sige fra. Da Lillesøster havde grædt utrøsteligt i en time, faldt hun udmattet i søvn i armene på mig. Jeg var opkogt, og på kanten at et sammenbrud, så jeg nød at hun endelig slappede af og sov. Så begyndte Svesken. Hun sad ved siden af, men blev mere og mere sur at se på, og begyndte så til sidst at græde lige så stille. Jeg spurgte hvad hun var ked af, og fik svaret “Ikke noget” hvæst i ansigtet. Det eskalerede, og jeg fik både at vide, at hun hadede mig, at hun ville ønske hun var død, at jeg kun elskede Lillesøster osv. Til sidst var hun så opkørt, at jeg var nødt til at tage hende, og så vågnede Lillesøster. Jeg havde kun siddet med Sveske et øjeblik, da jeg blev kaldt ind til samtale med Notar og Registrar. Yeahh – lige hvad jeg havde brug for! Det gik nu fint nok, Sveske faldt til ro, og nød at sidde på mit skød, selvom jeg snakkede med disse forskellige officielle kinesiske personer. Da vi kom tilbage til lokalet, hvor mormor og Lillesøster sad, var Lillesøster rolig, og sad faktisk og smilte! Hun havde fået pakken med chokoladekiks, og de kørte ned, og hun viste tydeligt med sit kropssprog, at den pakke var hendes! Sveske og hun begyndte at løbe rundt med hinanden, og Lillesøster klukgrinede.  I bussen tilbage til hotellet så hun, at jeg havde cola i tasken, og da hun fik flasken for munden, drak hun alt det hun hidtil havde nægtet at drikke. På vej mod hotellet skulle vi fotograferes til det officielle adoptionsdokument, og så kunne vi endelig køre til hotellet og lade roen falde over os. Lillesøster tussede bare ind, og hun og Svesken begyndte straks at hoppe i sengen – det var skægt. Vi ringede til morfar, som blev enormt glad for at høre nyt.

Dagene derefter gik slag i slag, for vi havde faktisk ikke en eneste dag hvor vi ikke skulle et eller andet. Det var lidt stressende, oveni at alle måltider foregik på restaurant, hvilket er sin sag når man har en 2,8 mdr.s med. Dagen efter overdragelsen skulle vi tilbage til CAB og have vores papirer overrakt, dagen efter igen var vi på besøg på børnehjemmet. Så var vi på politistationen, hvor vi skulle bestille pas til børnene og endelig var vi på en sejltur på den store sø der var i byen og efterfølgende besøg på en silkefabrik.Vejret var utrolig varmt og trykkende, så det var ikke rigtig nogen fornøjelse at gå rundt udenfor, men vi var dog også selv lidt rundt og kigge.

Lillesøster var meget meget hektisk og hyperaktiv de første dage. Hun var ialt, og havde slet ingen ro på sig. Jeg følte ikke jeg lavede andet, end at rende bagefter hende for at fange hende og stoppe hende i at vælte det hele.  Hun var slet ikke til at sidde stille og rolig og kigge på hinanden, så jeg følte slet ikke jeg fik mulighed for at lære hende at kende. Svesken var bestemt heller ikke begejstret, og græd de første 2 dage voldsomt over tingenes tilstand. Hun var dybt bekymret for sin plads i familien, følte ikke jeg elskede hende o.s.v. Det var utrolig hårdt. På 4. dagen havde jeg bare brug for en pause, og den fik jeg ved at bede mormor om at være hos børnene, mens jeg fik i hotellets buisnesscenter og skrev mails hjem. Efterhånden som dagene gik, kom der også mere ro på Lillesøster, og samtidig trak vi os lidt tilbage på vores eget værelse, for den ene familie, som havde fået en datter på 4 år, ville rigtig gerne være sammen med Sveske, men det gav uro og for hektisk aktivitet, og samtidig gav det ikke mine piger ro til at knytte bånd. Det var ikke lige så populært, men sådan var det desværre bare nødt til at være.

Efter 6 dage tog vi videre til en anden by, hvor vi skulle have stemplet indrejsevisum i børnenes pas. Det betød endnu et skifte, men det tog Lillesøster fint. Klimaet der var bedre, så vi gik nogle ture, men det var svært at overskue hvad vi skulle gå efter, og det var ikke den ideelle rejsepartner jeg havde valgt. Vi havde vidt forskellige interesser og ønsker, og desværre gik jeg nok en del på kompromis. Jeg var faktisk ret misundelige på de par, der sammen tog ud og shoppe, spise, sightseeing osv. for det var stemningen ligesom ikke til hos os. Skiftet gav mere plads, og samtidig følte jeg, at nu var vi på sidste etape før hjemrejse. Nu var der ikke længere ting på programmet, så der var mere frihed, og dermed mindre stress.

Efter 14 dage kunne vi endelig køre mod lufthavnen for at flyve hjem. Flyveturen var lang, for Lillesøster kunne ikke sidde stille, men sov først sin 1½ times middagslur, så kom der frokost, senere fik vi noget at spise igen, og efter lidt kamp faldt hun i søvn, og sov faktisk de sidste 3 timer mod Amsterdam.  I flyet fra Amsterdam til Billund var jeg dødtræt, og sad faktisk og tænkte: jeg orker ikke at skulle forholde mig til en hel velkomstkomité i lufthavnen. Men da vi først landede og så dem allesammen igennem ruden, så forsvandt trætheden, og det var helt fantastisk at blive mødt af 30 familiemedlemmer og venner. Min søster og far havde arrangeret champagne og kransekage, og efter at have siddet noget skeptisk på min arm, bestemte Lillesøster sig for, at det var okay, og så spurtede hun ellers rundt med kusiner og Sveskes veninder efter sig. Vi var i lufthavnen i godt en time, og pigerne faldt i søvn så snart vi kørte ud af Billund.

Hjemme kom vi til en fint pyntet forhave, hvor der både var en flyver, velkomstskilt og fine kinesiske flag. Indenfor stod der gaver i læsevis til begge børn, og deres værelser var pyntet med balloner med hver deres navn på. Utrolig dejligt, og Sveske måtte altså lige åbne et par gaver inden hun kunne gå i seng.

Nu har vi været hjemme i godt 14 dage, og det har været noget af en omvæltning. Hun er fortsat meget aktiv, men er faldet noget til ro i forhold til i Kina. Hun piller i alt, og har svært ved at acceptere et nej. I starten var Sveske noget irriteret på hende, og følte hun blandende sig, generede hende, og kunne vist i det hele taget ikke se noget positivt i den lillesøster. Nu er de begyndt at finde fælles fodslag, og Sveske er faktisk flink til at hjælpe Lillesøster med at få sko på, komme på toilet etc. Lillesøster ser vildt op til sin storesøster, og følger hende i tykt og tyndt. Det er rigtig svært når storesøster vil have døren til sit værelse lukket, men det skal hun altså have lov til. Jeg er utrolig glad for Lillesøster, men kan fortsat blive dybt irriteret over hendes pilleri, piberi og at hun ikke gør som man ber´ hende om. Hun bliver ved med samme ting, selvom man har sagt nej en del gange, og det kræver ind imellem lidt mere tålmodighed end jeg lige har. Langt størstedelen af tiden synes jeg dog at hun er utrolig dejlig, selvom det er svært at bruge vendingen at jeg elsker hende endnu. Der er mange kanter der skal slibes af, alt lige fra bordmanerer, hvordan man reagerer på ikke lige at få sin vilje, til måden at komme med i en leg med Sveske, og jeg ved godt, at det mest er mig der skal “flytte” mig. Men fra at have haft et roligt hjem, med en datter der stort set gjorde som man havde bedt om, og som kun kom i de ting hun måtte, og så til pludselig at føle at huset bliver lettere raseret, det kræver altså sin kvinde. Vi arbejder på det, og jeg har det største arbejde at gøre, og mit største fortsæt er, at være mindre hidsig, og tælle til 10 før jeg reagerer. Håber virkelig jeg kan overholde det.