Der er virkelig gang i tingene nu, og jeg synes jeg er ved at have noget der ligner et overblik.

• Billetterne er ankommet
• Pas med visum er ankommet
• Svesken er blevet vaccineret (mor her slap – snyd!)
• værelset er malet og har fået nyt loft -yeah – og det ser godt ud
• onkel er bestilt til at komme og samle kommode, reol, tremmeseng, sætte hylde op
• pakke er sendt til Lillesøster med fotoalbum + bamse, men først i tirsdags, så det er tvivlsomt om den når frem
• al Lillesøsters tøj er vasket

 

Ja, jeg føler næsten at jeg er klar – bortset fra at jeg ikke har den fjerneste ide om hvad vi skal have med!  Hverken af tøj eller praktiske ting

Jeg har igen været ude og handle. Denne gang købte jeg kurve til rumdeleren, vinterjakke til Sveske og en højstol til Lillesøster. Jeg havde hele tiden regnet med, at hun skulle arve Sveskens, men altså, Sveske sidder bare ikke godt på de lave skalstole vi har i køkkenet. Hun glider rundt, trækker benene op under sig etc., og hun sidder faktisk stadigvæk utrolig godt på hendes højstol. Så en hurtig beslutning betød endnu et nyindkøb. Jeg har også investeret i et videokamera, købt et ekstra kort til kameraet, fandt ikke en ordentlig taske til at bruge til håndbagage, men jeg har lavet aftale med min bror og svigerinde om, at jeg må låne kufferter hos dem.

Det holder hårdt at koncentrere sig på jobbet. Ind imellem glemmer jeg de mest elementære ting, enten fordi jeg bare ikke tænker, eller fordi jeg står og dagdrømmer. Humøret er selvfølgelig godt, og det tror jeg Sveske nyder godt af, for jeg skælder ikke nær så meget ud som jeg plejer, men jeg er opmærksom på, at hun ikke løber om hjørner med mig. Det gode humør er en ren velsignelse. Jeg går vist rundt med et fjollet smil på nærmest konstant, og jeg er bare slet ikke bekymret. Jeg har egentlig ikke gjort mig mange tanker om, hvordan vores hverdag skal struktureres når vi kommer hjem – det må Lillesøster ligesom være med til at vise. Det skal afhænge af hvad hun kan klare og overskue, og det er jo ikke til at vide. Jeg har heller ikke mange konkrete billeder i mit hoved af, hvordan det bliver at have hende rendende rundt her i vores hus. Jeg har faktisk heller ikke nogen konkrete forestillinger om hverken overdragelsen eller de første døgn sammen. Der kan ske så meget, hun kan reagere på 117 forskellige måder, så det er ikke til at gøre sig  nogen tanker om, synes jeg. Jeg ved bare at jeg glæder mig helt vildt, og det er så skønt bare at glæde sig uden at være bekymret. Jeg er faktisk mere bekymret for flyveturene (hvordan skal det gå i lufthavnen, kan vi nå det vi skal etc.) og hvordan Sveske vil reagere.

Nu er der kun 11 dage tilbage – må de gå hurtigt, for vi er bare så klar.