Jeg er stadigvæk højtflyvende. Selvom der egentlig ikke er noget vi mangler til Lillesøster, så måtte jeg igår lige forbi den lokale børnetøjsbutik, der havde udsalg, og jeg gik derfra 400 kr. fattigere, men med de sødeste 3 kjoler. Samtidig blev det endnu en lejlighed til at fortælle vidt og bredt om mit kommende barn, og endnu engang en oplevelse af glæder og lykønskninger. Alle er bare så positive, og det er enormt fedt at mærke.
Idag har også været en god dag. I formiddags blev jeg ringet op af min adoptionsorganisation, der lige havde nogle supplerende spørgsmål. Det vidste sig, at hun var ved at udfylde LOI via computeren, og hun vil sende det idag! Det vil sige, at min erklæring om at jeg vil adoptere netop dette barn, ryger afsted nu og dermed før samrådet har godkendt det! Men altså, både min adoptionsorganisation og min sagsbehandler i statsforvaltningen, synes det er så oplagt en sag, at de mener den må gå igennem uden de mindste problemer. Det er skønt, og tankerne kører på højtryk, om jeg skal offentlig gøre det via cyberspace, eller om jeg bør vente til det er 100% sikkert. Fornuften siger det sidste, men hvor er det svært at holde sin mund.
Udover denne gode nyhed, så fortalte sagsbehandleren også, at vi faktisk er 6 familier, der har fået børn i forslag fra samme provins. Vi kan altså nok alligevel få en rejsegruppe. Det er rigtig fedt, for jeg har ikke været hel tryg ved tanken om, at vi skulle rejse helt alene. Jeg spurgte hende, hvad hun troede tidsperspektivet ville være, og hun tror på afrejse i september/oktober. Hun henviste også til sidste nyhedsbrev for Kinaventende, og der er en lille opgørelse, og af 6 fam. har de 5 rejst ca. 12-13 uger efter barn i forslag. Det vil sige starten af oktober, og det kan jeg godt forholde mig til. Jeg havde faktisk frygtet, ikke at have hende hos os til hendes 3 års fødselsdag, men sådan tyder det ikke på det bliver. YES.
Det vise sig også, at nogle gode bekendte, der bor her i nærheden, og har 2 døtre fra Kina, også har været i samme provins. Der kommer deres den yngste fra. Det har ellers været svært at finde nogle oplysninger om, hvordan adoptionsrejser til denne provins forløber, for der er ikke ret mange børn derfra, tyder det på, men det er da supert, at have en oplysningskilde tæt på. Vi må have arrangeret et besøg hurtigst muligt.
Vi nyder ferien og det skønne sommervejr, og igår fik jeg faktisk begyndt på lidt praktisk arbejde. Jeg fik nemlig slebet gelænderet ved fortrappen af, og vasket det i Rodalon, så nu er det klart til at blive malet, når vi kommer hjem fra sommerhuset.Idag sov jeg til 9.30, og ovenpå samtalen med adoptionsorganisationen, har jeg siddet ved computeren næsten non stop, og så har jeg kørt Svesken ud til en veninde, så der er heller ikke blevet lavet ret meget idag. Må vist hellere få mig lettet og komme lidt igang….