Det er rigtig længe siden, at jeg bare har følt mig glad og ovenpå. Dagen idag har været supergod, men med utrolig mange tanker om både det ene og det andet. Hvordan skal jeg lave en nurture-plan for et barn der er rask? Hvordan kommer vi frem og tilbage til København i.f.m. rejsen til Kina, med alle de kufferter og et stort barn, der nok skal sidde i klapvogn? Hvordan finder jeg ud af hvor, hvornår, hvordan rejsen skal arrangeres, hvilket hotel osv.? Ja, mig der bliver hånlig overfor dem der sidder med deres nye barn og er fyldt af bekymringer, hjemve og andet som jeg fnyser lidt af, for “kan de dog ikke bare nyde nuet, og være glade for at have fået deres barn!?”, og nu er jeg selv godt på vej ind i den skure, men det skyldes måske, at jeg har sovet mindre end 5 timer i nat. Tankerne var bare for voldsomme til at kunne sove.
Overvejende har dagen dog været fantastisk. Jeg har fået billeder!! Hun ser bare så sød ud, og det var kærlighed ved første blik. Hun ligner faktisk Svesken lidt, og det er ikke fordi de begge er kinesere(!). Hendes hjertefejl er der ikke mere, så det er faktisk et rask barn jeg får. Jeg har straks meddelt min adoptionsorganisation, at hun selvfølgelig er min. Nu går sagen forhåbentlig videre til Statsforvaltningen, og så venter jeg spændt på, om det lykkes at få stablet noget samråd på benene i en vist fart.
Papirerne der er med, er positive hele vejen igennem. Det eneste lille med er, at de slutter i november 2007. Hvor er hun nu? Hvordan er hendes hverdag? Hvad vejer hun?
Svesken har svanset rundt i sin nye Jeg skal være storesøster-bluse hele dagen, og jeg tror hun har fortalt det til gud og hvermand. Vi har fundet et navn, og tænk sig, lillesøster har samme mellemnavn, som Svesken havde til fornavn, så nu får de begge dette navn som mellemnavn – ret fedt.
Jeg har stadigvæk en stor trang til at råbe det ud over hele byen, men idag er der kun yderligere én i min omgangskreds, der har fået besked. Jeg glæder mig virkelig til, at den går igennem samrådet, så jeg kan fortælle det til alt og alle. Samtidig gør det lidt ondt, når jeg læser indlæg på mit elskede adoptionsdebatforum, hvor folk efterlyser hvornår de mon får svar fra organisationen om det speciel-need-barn de har søgt er blevet deres. Og jeg kan sidde her og vide: hun er ikke blevet jeres, men jeg ved bare hvor ondt det gør, når man føler i hjertet, at dette barn er mit barn – og det så ikke bliver sådan. Men sådan er livet, og jeg er jo overlykkelig over, at netop jeg fik lov til at blive mor til dette skønne barn. Nu må det gerne snart blive oktober, så vi kan drage mod Kinas land.
