Det har været en utrolig lang, anspændt og underlig weekend. Jeg har fortsat sommerfugle i maven, og tankerne er konstant på barnet, som forhåbentlig bliver mit i morgen.  Jeg tror ikke der er gået 2 sekunder hele weekenden, uden at jeg har tænkt på hende. Jeg har kun fortalt mine forældre om hende, og så nogle gode venner, som jeg efterlod en lille hentydning til i en e-mail, og den fangede de straks, og ringede for lige at høre nærmere. Det ville sikkert være enormt befriende, at fortælle det til højre og venstre, men jeg orker ikke tanken om, at skulle fortælle alle det, hvis det alligevel ikke bliver til noget. Jeg er stadig rimelig fyldt at tankerne om, at der muligvis er en anden eneadoptant, med en tidligere godkendelsesdato, der har en udvidet godkendelse og har søgt på barnet, og jeg føler mig som sådan slet ikke sikker på at jeg bliver udvalgt, og så alligevel, mine tanker kører omkring hende, som om det allerede er mit barn. Jeg kan ikke engang sætte procenter på hvad jeg vurderer/føler mine chancer er – det er alt for skiftende til at jeg kan finde ud af hvad jeg egentlig selv tror. Jeg er dog så langt, så jeg faktisk har lavet forestillinger om, hvad jeg skal sige i morgen når/hvis min tlf. pludselig ringer midt i arbejdet, hvordan jeg skal forklare til de forældre hvis barn jeg passer, at jeg pludselig går helt amok, og hvordan jeg får fortalt min chef, at jeg nok lige tager et års orlov startende om et par måneder.

Sjovt nok, virker Svesken til at fornemme noget. Da vi her til aften sad ved computeren, sagde hun pludselig: “tænk hvis vi får et brev om min lillesøster i sommerferien. Jeg tror vi skal rejse om 10 dage”. Hvor får hun det fra?? Da vi stod og lavede aftensmad, kom hun (vi?)også ind på lillesøster, og så spurgte hun først: hvorfor vil du egentlig gerne have et barn? og senere: Hvorfor smiler du egentlig hele tiden? Ja, selvom jeg er ret overbevist om, at hun ikke ved noget som helst om hvad der er under opsejling lige nu, så kan hun godt mærke at jeg har tankerne et helt andet sted. Det har faktisk været rigtig godt timet, at hun har været i sommerhus med mormor og morfar fra onsdag til lørdag sidst på eftermiddagen, for jeg har ikke kunnet koncentrere mig ret meget. Heldigvis er det gået fint, dog med en del tårer fra hendes side idag.  Vist en blanding af at have savnet mig, glæden over at være hjemme igen, og savnet af mormor og morfar (som hun altså skal overnatte hos igen på tirsdag!)

Jeg har brugt en del tid ved computeren idag, og bl.a. besøgt en masse sider med børnetøj, og også fundet sider med andre familier, der har adopteret børn der var omkring de 2½-3 år. Nogle gange gør det lidt ondt, fordi de ser så store ud, og andre gange overbeviser jeg mig selv om, at et barn på 2½ fortsat er lille. Jeg har også været inde og finde ud af hvilket tegn hun er født under i den kinesiske kalender, og jeg tror hun er en hund. Ja, det har været en land weekend.