Jeg har det bare vildt underligt. Siden jeg så bsf-listen i onsdags har min verden ikke været helt den samme som normalt. Jeg går nærmest sådan lidt ved siden af mig selv, min mave er lidt urolig, a la lige før en vigtig eksamen, jeg er rastløs og sover dårligt. Selv min appetit er påvirket, men det er kun sundt nok (bortset fra, at det jeg så endelig spiser er junk!)

Tendensen er helt den samme som sidste gang jeg søgte et barn fra bsf-listen. Den aften hvor jeg så hendes beskrivelse, overvejede, snakkede med mine forældre om det, for endelig at sende en ansøgningsmail til adoptionsorganisationen, var jeg helt oppe at ringe. Intet stod i vejen, jeg var 100% sikker på at hun var min, jeg var fyldt af forventing og spænding, og kunne slet ikke lade være med at smile. Efter et lille døgn skifter stemningen. Jeg blev fyldt med tanker om, at der helt sikkert måtte være andre eneadoptanter i grupperne før mig, som dermed altså har en godkendelse der er ældre end min, at der sikkert er nogle der har en mere præcis godkendelse der passer til netop dette barns speciel need, og sådan bliver tankerne ved. Jeg håber så bare, at slutningen ikke bliver lige som sidste gang, hvor det jo altså ikke blev mig der blev udvalgt til det barn jeg havde søgt.

 Lige nu er jeg som nævnt nervøs, sådan eksamensagtigt nervøs, med en knude i maven, og jeg får absolut intet udrettet. Samtidig falder disse dage sammen med, at Svesken ikke er hjemme. Det er vildt underligt at hun ikke er her, her er tomt, og selvom jeg nyder roen og “friheden”, så får jeg slet ikke den glæde ud af det, som jeg altid forestiller mig i de perioder hvor hun er ved at sluge mig fuldstændig.

Jeg tror dog fortsat på at denne lille pige er min. Det kan ikke passe, at vi skal vente længere. Nu er det altså snart 4 år siden, at jeg sendte min ansøgning, og 3½ år siden jeg blev godkendt. Nu må det være nok. Jeg har tænkt meget på hendes alder – den er altså min store bekymring. Ikke fordi jeg ikke tror jeg vil kunne elske et barn på 2½, men jeg tænker på alt det hun har med i sin rygsæk efter 2½ år på et børnehjem eller i en plejefamilie, med manglende omsorg, kærlighed, tryghed og en tæt, fast primærperson. Og ikke mindst ved jeg, hvor svært det var for mig at tænke på alle de måneder, uger, dage, jeg gik glip af med Svesken – og hun var kun 15 mdr. da jeg fik hende. Det har været rigtig svært for mig, at lægge dette savn fra mig, for det kan bare ikke indhentes. Jeg har aldrig drømt om at jeg selv havde født Svesken – det kan jeg sagtens leve uden – men ikke at have været der til at tage mig af hende, se hendes første kravleforsøg, de første skridt, høre det første ord, det er tungt at tænke på. Denne gang må det så blive dobbelt så slemt, da der er dobbelt så lang tid af mit forhåbentlig kommende barns liv, jeg er gået glip af. Det er en pris jeg prøver at forholde mig til, og selvom den fylder meget og synes stor lige nu, så er jeg mere end villig til at betale den, fordi på den anden side får jeg et barn med et speciel need, som tilsyneladende ikke fylder noget. Det kunne være blevet et hepatitisbarn, som skulle igennem livslange kontrolbesøg på sygehuset, blodprøver og ikke mindst, opleve at andre måske tager afstand, eller ihvertfald er bekymrede, for at komme for tæt på.

Ja, tankerne kører på højtryk. Mobiltlf. er hele tiden indenfor rækkevide, og jeg håber på et lille mirakel. Nemlig at jeg får besked idag. Det gør jeg ikke, for de vil først afgøre det på mandag, men hvis nu….. tænk, hvis min sag bare var så oplagt, at de allerede nu kunne sige, at selvfølgelig skal jeg da have dette barn, så ville det gøre min weekend, og hele min fremtid så meget lettere!  Jeg tror dog jeg er nødt til at indstille mig på en weekend med ventekuller og nerverne uden på tøjet.