Midt i glædesrusen over, at der nu sker lidt i min adoptionssag, så har jeg idag prøvet at få lidt mere styr på hvad mine muligheder egentlig er.  Jeg ringede til min adoptionsorganisation, og desværre har jeg bare slet ikke kemi med den person jeg er nødt til at tale med, da det er vedkommende der står for Kina. Jeg startede med at sige, at jeg lige havde fået en udvidet godkendelse, og gerne ville vide hvad næste skridt var. Hvortil personen lidt snerpet svarer: Vi har netop i vores kvartalsbrev beskrevet de 2 måder man kan få børn på med en udvidet godkendelse. Lang pause. Hvordan gør I rent praktisk med online-systemet, spørger jeg så. Det er beskrevet i sidste kvartalsbrev, svarer personen så igen. Øh, hallo, I er sådan set ansatte til at hjælpe os adoptanter, og det er os der betaler gildet, så I burde altså føle det er en del af jeres job, at tale med os! Det ender hver gang med en stiv, akavet og anspændt samtale, når jeg ringer til hende, og det er altså ikke fordi jeg kimer dem ned flere gange ugentligt, selvom de gerne vil give det indtryk, at det er det vi adoptanter gør. Nå, men efter nogle ubehagelige pauser, fik jeg sagt, at jeg egentlig bare havde brug for at vide, om jeg skulle gøre noget aktivt nu for at komme videre i sagen, eller om den bare gik sin gang, og så blødte det stemningen op, og jeg fik nogle rimelige ordentlige svar. Bl.a. fik jeg afsløret, at der snart er en ny børn-søger-forældre-liste på vej, og det selvom det kun er 2 uger siden der kom en sidst! Gode nyheder

Den gik jeg og tyggede lidt på, da jeg gik mig en tur (ned i det lokale supermarked for at købe et dameblad, da det indeholder 2. del af en adoptionshistorie, omhandlende en familie, der er med på det adoptionsdebatforum, hvor jeg bruger al for megen tid). Jeg havde med min udvidede godkendelse, sat liden til min mobiltelefon og et pludselig opkald en dag – the call, som de kalder det over there – fra min adoptionsorganisation, men pludselig slog det mig: Jeg skal da fortsat holde fast i fornemmelsen af, at jeg skal finde mit kommende barn på børn-søger-forældre-listen! Og hvorfor så det?  Jo, fordi så kan jeg selv styre hvad jeg vil søge på, og hvad jeg vil gå udenom. De kan ikke tvinge mig til at søge på noget barn den vej, og så kan jeg jo lade være med at søge på drengene. Hermed  har jeg sat ord på hvor stor min drøm om endnu en datter er. Jeg har intet imod drenge, jeg tror bare slet ikke jeg er egnet til at være mor til en dreng. Hvis de bringer mig et barn i forslag fra CCAA´s on line-system, der ligger indenfor min godkendelse, så vil det være svært at sige nej uden at miste sin godkendelse.  Jeg ønsker selv at have lidt indflydelse, og derfor ber jeg en stille bøn om, at der dukker en lille pige op, på godt et år, med hepatitis eller en mindre hjertefejl på næste bsf-liste. Jeg kan slet ikke forestille mig der er nogen derude, der har en godkendelsesdato der ligger tidligere end min, så jeg tror at hvad jeg søger på, bliver min. Uh ha, drømmene er søde, men hvor bliver der dybt at falde. Jeg er virkelig fuld af håb lige nu, og jeg fornemmer nogen gange, at jeg går rundt med et stort smil på. Det gør jeg vist ikke, men mine øjne smiler, og det er bare den mest fantastiske fornemmelse, at tænke når og ikke hvis. Jeg har slet ingen tvivl om, at det bliver, og det er bare så svært ikke at råbe det ud over hele verden, men jeg prøver at holde tand for tunge, for jeg orker ikke at skulle forklare gud og hvermand hvorfor hvis det går galt, og så glæder jeg mig til overraskelseseffekten. Der er faktisk endda nogle stykker i min omgangskreds og i mit adoptionsnetværk, der ved det, men jeg prøver virkelig at holde igen. Det bliver bare så fedt  når jeg endelig kan fortælle alle det.