Jeg synes faktisk at livet er dejligt.  Lige nu har jeg overskud, ser positivt og lyst på tilværelsen og nyder faktisk at være til, og kan glædes over småting, som at Sveskens øjne stråler af glæde, når hun siger hej til katten som det første når vi kommer hjem, når jeg nyder mine roser der står i blomst og med masser af knopper, ikke at skulle noget en hel weekend o.s.v. Det er bare så befriende, at kunne se de positive og lyse ting, efter at have gået i halvmørke og følt sig tung, trist og modløs i temmelig lang tid ( et år er faktisk lang tid på den måde). Jeg ved godt, at folk der har en regulær depression har det meget sværere, men hvor er det dejligt at komme op af dyndet og kunne sige: jeg nyder livet.

Jeg tror nu på, at der venter gode og positive ting forude for min lille familie. Det er et år siden jeg sidst virkelig troede på det. Jeg har fået nyt håb, og er faktisk så håbefuld, at jeg idag har gået  med min mobiltelefon i lommen hele dagen, for hvis nu mit adoptionsbureau ringede! Ja, det er langt ude, for de har sikkert først modtaget papirerne om min udvidede godkendelse i fredags eller i dag, men håbet er lysegrønt, og hvis nu…..

Jeg har faktisk et ret klart billede af hvad der umiddelbart venter. En pige på knap 1½ år med en mindre hjertefejl. Det være hermed offentliggjort, og hvis det bliver en dreng på 3 med læbespalte, så bliver det godt nok en overrraskelse og en nyhed der lige skal synkes en ekstra gang, før jeg finder ud hvordan jeg egentlig har det med det. Jeg har ingen billeder af hvordan hverdagen kommer til at se ud når vi bliver 3 (bare se, jeg skriver når, ikke hvis), og jeg har kun et svagt billede af hvordan hun ser ud. Men hun er derude et sted, det er jeg helt sikker på. Og vi er bare så klar, Svesken og jeg, til at tage hende ind i vores hjerter og elske hende hele resten af livet.