Så skriver vi d. 12., og dermed er samtalen godt overstået. Ja, det vil sige, det regner jeg da med. det gik nogenlunde, eneste gang hvor jeg virkelig “trådte i spinaten” var, da min sagsbehandler begyndte at tale om muligheden for at samrådet ville bede om en psykologisk vurdering. Da viste mit ansigt åbenbart med al tydelighed at jeg både blev overrasket og ikke var ovenud begejstret ved tanken. Samtalen tog lidt under en time, så det var nådigt sluppet. Det var overvejende en uddybelse af det jeg havde skrevet, så det var i bund og grund ikke “så farligt”, men det er svært at svare klogt og overbevisende på alle de hypotetiske spørgsmål.

Jeg har idag modtaget sagsbehandlerens skriftlige oplæg lavet ud fra samtalen, og det er faktisk en meget fin beskrivelse af det vi talte om.  Det allerbedste er, at hun skriver at hun vurderer jeg har de fornødne ressourcer og vil indstille til, at jeg får en udvidet godkendelse til et special need barn.

I samtalen kom vi blandt andet ind på, om hvordan Svesken ville reagere på at blive storesøster, og om hun var robust nok til det. Det er hun, bekendtgjorde jeg med kraftig stemme, men lige nu er hun faktisk ikke. Hun er inde i en periode hvor hun er sårbar, græder for et godt ord, og er så blød, så blød. Ud over at hun græder tit og ofte, så har vi haft nogle gevaldige soveproblemer den seneste uges tid. Jeg tror det handler om flere ting. For det første er der opbrudsstemning i skolen. Hun siger tit at hun kommer til at savne sin lærerinde fra børnehaveklassen, og hun er vist bekymret for hvordan det bliver at komme i 1. (alt det nye). Desuden strejker sfo´en jo (gud, hvor er jeg træt af strejker!), og selvom hun er hos mormor og morfar hver eneste dag, så er det alligevel et opbrud fra dagligdagen. Hun er faktisk mere træt nu om aftenen end når hun er i fritter, og hos mormor og morfar er de 3(ofte 4), og da bliver der altså ikke holdt pauser eller lavet stille-ting. Der er fuld knald på hele tiden, og det er der faktisk også i weekender og fritid. Hun har været til 3 fødselsdage inden for 1½ uge, og selv holdt fødselsdag ugen før det, samtidig med at vi 3 weekender i træk, har været til træf med andre adoptanter. Vi har derfor aflyst en aftale vi havde med en af mine tidligere kollegaer, på lørdag, og den soveaftale der var på bedding i denne uge, er blevet skubbet på ubestemt tid. Jeg overvejer faktisk at sige at hun ikke skal lege med nogen i weekenden, for vi er nødt til at finde fælles fodslag igen. Måske tager vi i Legoland, for der er vi der kun for hinanden, også selvom vi er omgivet af hundreder af mennesker.

I morges gik det helt galt. Kusinen bliver afleveret her hver morgen, og så tager jeg dem begge med over i skolen. Hun er noget “frisk” når kusinen er her, og i morges var hun flabbet og fræk igen. ” og hvad så…?” eller ” og hvad er der galt med det…?” var et par af de bemærkninger jeg fik, samtidig med at hun sendte mig himmelvendte øjne, og på et tidspunkt fik jeg bare nok. Hun fik læst teksten, og jeg prikkede til hende med en finger mens jeg kiggede hende dybt i øjnene, mens jeg forklarede hvad jeg var utrilfreds med. Hun oplevede at jeg stak hende i hjertet, og det endte med at jeg afleverede en stortudende pige, som jeg ikke kunne tale til ro. Det er lidt svært, når man er sur på mor, og mor er den eneste der er til at trøste. Derfor overlod jeg hende til hendes lærerinde, selvom hun nok egentlig havde rigeligt at se til. Jeg havde rimelig dårlig samvittighed det meste af dagen, og brugte meget tid på at gennemtænke en taktik, og en samtale jeg kunne tage med Svesken, for at få løst op for det og undgå noget lignende, og samtidig gøre hende det helt klart at jeg elsker hende utrolig højt. Hun havde efter eget udsagn grædt længe, men talte mest om at jeg havde stukket hende i hjertet, og hun kom faktisk til at græde igen bare ved tanken om det. Så er det lidt svært at sætte ord på og forklare sig.

Nå, men tilbage til samtalen og den udvidede godkendelse. Jeg har på Zonen læst om en familie, der fik en udvidet godkendelse ifm deres re-godkendelse, og allerede 1½ mdr. senere, fik de et special need barn i forslag. Det er altså sådan noget der giver forhåbninger! Jeg kan mærke at jeg helt automatisk tænker ud fra at det selvfølgelig lykkes. Jeg kan egentlig ikke se en fremtid uden barn nr. 2. Det bliver mega-nedtur hvis jeg får afslag, ikke når at få barn i forslag inden min godkendelse  udløber eller at jeg får et barn i forslag som jeg bliver nødt til at afvise, og så måske mister min udvidede godkendelse. Selvom jeg ved dette kan ske, så er jeg slet ikke rustet til virkelig at stå ansigt til ansigt med et faktum der hedder Du får ikke flere børn. Endnu engang må jeg bede jer derude krydse fingre og tæer for mig, for det betyder bare så meget at dette lykkes.