Selvom min sagsbehandler var meget positiv omkring det skriftlige oplæg jeg lavede om mine ressourcer, overvejelser omkring special need og mit netværk, så endte det hele alligevel med, at jeg skal til en samtale med hende, før min ansøgning om en udvidet godkendelse kan komme på samråd. Temmelig meget øv, for hvor har jeg bare ikke brug for flere samtaler og vurderinger. Selvfølgelig tager jeg til den samtale og får det overstået, men jeg synes egentlig systemet ved nok om mig. Ja, jeg har sågar været til en psykologvurdering, dengang jeg søgte om Svesken. At skulle til en samtale er i bund og grund en detalje, og jeg vil da gøre alt for at sikre at mit andet barn kommer herhjem, men jeg vil altså godt lige have lov til at synes det er lidt øv. Et af spørgsmålene hun sagde hun ville komme ind på, var hvad jeg vil gøre når det bliver rigtig svært. ??? . Hvem pokker bliver ellers stillet til regnskab for, hvordan de lige vil arrangere sig, hvis en af ungerne kommer ind i en dårlig fase??? Jeg ved godt, at systemet anser special need børnene for at have en meget større risiko for dette, og det er der bestemt også en del af dem der nok har, men når man søger om et barn med f.eks. en hjertesygdom eller hepatitis, så er det ikke det der vil fylde uoverskueligt meget. Jeg ved sørme godt, at et hjertesygt barn risikerer at få perioder med sygdom, indlæggelser, medicinjusteringer og blodprøver eller andre undersøgelser, men det er ikke noget jeg frygter. Selvfølgelig kan jeg som alene-mor få et gevaldigt problem med at få tingene til at hænge sammen med både fuldtidsarbejde, to børn og ingen mand til at hjælpe. Det føles bare lidt hårdt, at fordi man adopterer, så skal man nærmest kunne love og give garantier for, at man kan klare enhver tænkelig situation, og det uden at få sved på panden eller uden at få lyst til at bande lidt af det hele.
Jeg synes den danske adoptionslov som sådan er udmærket. Specielt er jeg vildt begejstret for, at udgangspunktet ligger i, at enhver adoption skal være til barnets bedste – forældres lyst, ønsker, behov kommer længere nede ad listen. Alle disse børn der adopteres til vesten/USA har været utrolig meget igennem, og har ikke brug for mere usikkerhed, uro og omvæltninger i deres liv, så selvølgelig er systemets opgave at sikre dem imod alt dårligt. Men hvor mange hypotetiske spørgsmål kan et normalt menneske lige komme med superovervejede, velgennemtænkte og intelligente svar på? Det kommer jo sørme meget an på det konkrete barn, som man en dag forhåbentlig får lov til at blive forældre til.
Nå, det blev lige et opstød over dagens svar fra “systemet”. Jeg er naturligvis farvet af, at jeg bare er så træt af at være i systemets vold, at tiden er ved at rinde ud, og når de siger hop er jeg bare nødt til at spørge hvor højt. Jeg håber jeg ser lysere på det når dagen for samtalen oprinder, og at det kommer til at gå så godt, at samrådet giver mig en udvidet godkendelse. Det er nok lidt ekstra surt idag, for de kommende forældre til den lille pige jeg søgte på i marts, er taget afsted idag til Kina, for at hente hende, og det burde jo have været mig. Jeg har det meget dobbelt med det, for jeg har ikke lyst til at ønske dem tillykke, god rejse eller lignende, men alligevel kan jeg ikke lade være med at læse alt de skriver om deres kommende datter. Helt anderledes er det med et andet par jeg “kender” (ja, kender er så meget sagt, for jeg har aldrig mødt dem, kun læst med på deres blog og fulgt dem via zonen). De har idag fået deres datter i armene, og jeg har siddet og savlet over billederne fra deres første møde. Suk, gid jeg får lov til at opleve det igen.
