Efter nærmest i årevis at have sukket og længtes, og været enormt træt af ventetiden, uvisheden og den konstante rykning af tidsrammen, så er jeg nu – her i elvte time – på vej ind i en ny fase, nemlig Den aktive fase. Jeg har simpelthen besluttet mig for, at jeg ikke vil sidde med hænderne i skødet og vente på det uundgåelige.
Lavpunktet nåede jeg for et par uger siden, hvor jeg kun kunne se sort og negativt på det hele. Det umøntede sig bl.a. i at jeg skrev til Lene Espersen, for som minister for adoptionsområdet, måtte hun altså bare have min holdning til adoptionssituationen i Danmark. Jeg besluttede mig også for at undersøge forholdene omkring special needs lidt nærmere, og det medførte en henvendelse til både min adoptionsorganisation og min sagsbehandler. Deres svar var rimelig positive, bl.a. skrev min adoptionsorganisation, at de har ændret proceduren for speciel needs-tildeling, således at det nu går efter godkendelsesdato og ikke som tidligere, efter LID. Det gav endelig mig et forspring, og ancinitet for de 13 mdr. jeg stod på puljeventeliste for eneadoptanter. Dem jeg ellers hidtil har “konkurreret” med om speciel needs-børnene, er alle godkendt langt senere end mig, men alligevel har de stået før mig, da de sendte papirer direkte til Kina efter deres godkendelse, og ikke måtte igennem en ekstra venteliste først. Summa sumarum: lige nu sidder jeg og arbejder på at beskrive hvorfor jeg ønsker at søge om et special needs barn, hvad mine ressourcer er til at klare sådan et barn, og lidt om mit netværk. Og ved I hvad, det er faktisk ret svært. Hvordan skal man dog på skrift beskrive hvorfor man mener at kunne klare et barn med særlige behov? For selvfølgelig kan jeg det, men at skrive det ned, og det i et sprog som vil imponere sagsbehandleren og samrådet, er altså ikke nogen nem opgave.
Det er ikke længere realistisk at jeg overhovedet når at få barn via den “almindelige” liste (Non-special-needs), så dette er vigtigt da det er min eneste chance. Det gør ikke presset mindre. Jeg gør mig enormt mange tanker for og imod nærmest alt hvad jeg overvejer at skrive. Jeg ville da gerne skrive at jeg kan klare et hvilket som helst special needs barn, men det er bare ikke realistisk. Jeg kan ikke byde Svesken at jeg måske skal indlægges med lillesøster op til flere gange til operationer, samt kontroller, træning etc. hvis jeg vælger at gå efter et barn med læbe-gane-spalte eller klumpfod. Jeg føler heller ikke jeg kan magte den opgave det er, at modtage et barn på f.eks. 4 år eller ældre. Jeg vil gerne holde mig til et barn på under 2 år, men kan man tillade sig at skrive det, uden at lyde alt for kræsen? Nej, det er ikke nogen nem opgave, men den er drønvigtig, for det vil præge livet for 3 personer. Så derfor går jeg lige nu rundt med sommerfugle i maven, uro, og ja, jeg kan faktisk ikke sidde stille. Kryds venligst fingre for mig, jer der læser med, i håbet om at dette projekt lykkes inden deadline oprinder (den er forresten blevet rykket fra 20.2. til 1.3. 2009, så det er da også noget at tage med på positivsiden). Jeg har det rigtig godt med at gøre noget aktivt, og skal jeg være helt ærlig, så har jeg det sådan lige nu, at jeg slet slet ikke kan se vores hverdag uden lillesøster (det kunne jo også blive en lillebror, “risikoen” er større via special need listen, tror jeg). Nu venter jeg spændt på hvad sagsbehandleren siger når hun har modtaget mit “indlæg”.
