Jeg burde faktisk slet ikke sætte mig til tasterne lige nu, for jeg nærmest sitrer og er totalt anspændt. Kort sagt synes jeg ikke der er noget som helst der fungerer lige for tiden.
Jeg kan ikke lave aftaler med Svesken som bliver holdt, hun lyver og gør som hun vil. Det vil mange nok sige er ret normalt for en seksårig, men det gør mig så flintrende arrig. Et eksempel: i morges blev det skåret ud i pap (igen!!), at rugbrøderne skulle spises før hun til sidst evt. spiste sin riskiks, hun skulle gå forbi hendes garderobe ved klassen for at få sine ting med over i sfo´en (som ikke ligger på samme matrikel som skolen). Desuden har jeg mange gange højt og tydeligt sagt, at hvis hun er andre steder end lige uden for huset skal hun sige hvor hun går hen. Dagens resultat: hun havde spist ½ stk. rugbrød og riskiksen - og “glemt” at spise de andre2 stk. rugbrød, trøjen og indeskoene var glemt i skolen, og stod dermed for åben dør, til fri afbenyttelse for hvem der måtte føle for at stjæle dem, og 10.min. efter vi var komemt hjem, var hun bare væk. Det viste sig at hun var gået ind til naboen, men jeg nåede at blive godt bekymret. Jeg føler det er som at slå hovedet i mod en mur gang på gang på gang. Hun bliver ved med at glemme ting, regler/aftaler vi har sat op, og jeg taler for døve ører. Det er mit temperament altså bare ikke til, så den sidste tid har hun haft en edderspændt og sur mor, der stort set ikke laver andet end at skælde ud.
Fjernsynet er med sne på de fleste kanaler, og videokanalen er nærmest umulig at se - ikke godt i et hjem med 2 fjernsynsnarkomaner.
Bilen gik ikke igennem syn. Jeg havde haft den på værksted et par dage før, da jeg syntes den rystede lidt. Det mente de var en skæv aksel i dækket?? Idag skulle de lave de par småting som synsmanden havde påtalt, for derefter at køre den til syn. Da jeg kommer hjem til min mor, som havde været så flink at køre den på værksted - igen - viste det sig at de intet havde lavet og bilen var ikke synet! Lygten var ikke mulig at indstille da den var slået skæv (en skade jeg lavede for knapt 2 år siden var nu pludselig skyld i dette, lige som det skulle være skyld i den skæve aksel - er bare ikke nævnt én eneste gang i den mellemliggende tid, hvor de ellers har haft bilen ude et par gange). Advarselslampen der har lyst nærmest konstant, og som de har kigget på en million gange, det var pludselig bare fordi bla bla bla - intet nyt, de vil bare ikke indrømme at de ikke aner en skid om det, og jeg har betalt regninger af flere omgang for at de skulle lave det, og det er bare endnu ikke lykkedes for dem. Men de vil dog rigtig gerne lave skaden som de nu mener har gjort bilen fuldstændig skæv, men det er altså for surt her efter knapt 2 år, at stå med sådan et problem for at få bilen igennem syn, og med mistanken om, at de bare gerne vil tjene pengene på at lave det, når de ikke tidligere har nævnt det. Allerhelst ville jeg sige: glem det, jeg sælger lortet, men jeg er jo nødt til at have bilen igennem syn for at kunne køre lovligt i den. Den økonomiske del af det er også noget der fylder, for det er ikke noget jeg har budgeteret med, så jeg ser lige så stille sommerferien forsvinde hjem til costa del baghave. Surt!
En hyggelig pinsetur i sommerhuset med hele familien, blev til en anspændt affære for mit vedkommende. Jeg får klaus af at være så tæt sammen med så mange mennesker i 3 døgn. Også selvom det er min familie. Min mors konstante varten op, ” skal I da ikke ha en kop kaffe, noget at spise etc” og påklistrede smil og overfriske facon, gik mig på nerverne. Jeg gik på en meget tynd line, og vaklede mellem at køre hjem, vrisse af alt og alle, eller sluge den ene kamel efter den andet. Mest blev det til vrissen, og holden sig lidt for sig selv, bare for at få lidt luft. Jeg er bare så glad for at bo alene, uden nogen der blander sig eller man skal tage hensyn til.
Pædagogerne i SFO´en strejker fra på mandag, og jeg skal altså arbejde mandag til fredag 8-16, og har ingen pasning til hende. Overvejer at tage hende med på arbejde, men det betyder jo så at hun ikke kommer i skole…!
Adoptionsmæssigt går det også rigtig, rigtig skidt. Tiden drøner derud af, og listen er nærmest gået i stå. Selvom jeg ikke føler jeg tænker på det hele tiden, så påvirker det konstant døgnet rundt mit humør og min tolerance. Jeg er helt sikker på, at mine råbeture af Svesken over glemte ting, overtrådte regler osv. bliver 10 gange så voldsomme som de ellers ville være, hvis ikke jeg levede i dette ventehelvede. Jeg kan slet ikke holde tanken ud at det ender med ingenting, og jeg har ikke virkelig tænkt tanken til ende for det er bare for svært at bære - også selvom jeg ved at det er den mest sandsynlige slutning på disse 4 års venten. Jeg har idag udbedt mig svar på min organisations syn på mine muligheder, og forventer et svar fyldt med floskler og klicheer uden noget konkret, selvom det er det jeg har udbedt mig og har brug for.
Selv ikke en skole-hjem-samtale som var udelukkende positiv kunne hjælpe på humøret. Jeg blev bare irriteret over, at hun ikke fangede mine små hints om ting jeg ikke syntes var så godt, og negativ over at Svesken næste år skal have skolens ældste lærer til matematik. Ja, jeg kender ham ikke, men kan slet ikke forestille mig at det vil være en hun vil gå i spænd med.
Nej, intet kører eller går som jeg kunne ønske, og det synes uoverskueligt, at jeg de næste 2 weekender skal være den glade værtide for gæster til Svesken fødselsdagsselskaber. Jeg orker det ikke, og har enormt dårlig samvittighed over, at jeg ikke kan være en del af hendes glæde og forventning, men for mig skal det bare overståes. Livet er ikke let, og det er der ingen der har lovet os at det skulle være, men lige nu synes det godt nok tungt på alle fronter.
Lagt i Hverdagen
