Jeg synes faktisk at livet er dejligt.  Lige nu har jeg overskud, ser positivt og lyst på tilværelsen og nyder faktisk at være til, og kan glædes over småting, som at Sveskens øjne stråler af glæde, når hun siger hej til katten som det første når vi kommer hjem, når jeg nyder mine roser der står i blomst og med masser af knopper, ikke at skulle noget en hel weekend o.s.v. Det er bare så befriende, at kunne se de positive og lyse ting, efter at have gået i halvmørke og følt sig tung, trist og modløs i temmelig lang tid ( et år er faktisk lang tid på den måde). Jeg ved godt, at folk der har en regulær depression har det meget sværere, men hvor er det dejligt at komme op af dyndet og kunne sige: jeg nyder livet.

Jeg tror nu på, at der venter gode og positive ting forude for min lille familie. Det er et år siden jeg sidst virkelig troede på det. Jeg har fået nyt håb, og er faktisk så håbefuld, at jeg idag har gået  med min mobiltelefon i lommen hele dagen, for hvis nu mit adoptionsbureau ringede! Ja, det er langt ude, for de har sikkert først modtaget papirerne om min udvidede godkendelse i fredags eller i dag, men håbet er lysegrønt, og hvis nu…..

Jeg har faktisk et ret klart billede af hvad der umiddelbart venter. En pige på knap 1½ år med en mindre hjertefejl. Det være hermed offentliggjort, og hvis det bliver en dreng på 3 med læbespalte, så bliver det godt nok en overrraskelse og en nyhed der lige skal synkes en ekstra gang, før jeg finder ud hvordan jeg egentlig har det med det. Jeg har ingen billeder af hvordan hverdagen kommer til at se ud når vi bliver 3 (bare se, jeg skriver når, ikke hvis), og jeg har kun et svagt billede af hvordan hun ser ud. Men hun er derude et sted, det er jeg helt sikker på. Og vi er bare så klar, Svesken og jeg, til at tage hende ind i vores hjerter og elske hende hele resten af livet.

Ja, overskriften hentyder ikke til at jeg er rykket på ventelisten, men til min fornemmelse af, at der for alvor er gang i min adoptionssag. Det må også siges at være på tide, efter som jeg nu har været godkendt i over 3 år.

Jeg har idag fået en udvidet godkendelse!! JUH HU!!!!  Det er altså  bare fedt, for nu har jeg håbet om, at det kommer til at ske - altså, det med lillesøster.  Jeg har fornylig læst om en familie, der også stod på Kinalisten, og efter 2 års venten fik de ændret deres godkendelse til en udvidet godkendelse, og så gik der 1½ mdr. før de fik barn i forslag. Kun 1½ måned!! Det vil sige, at hvis jeg er lige så heldig, så kan det faktisk ske umiddelbart efter sommerferien. Det skal jeg dog nok ikke satse på, for de havde en generel udvidet godkendelse, hvor imod min er konkret til børn med visse sygdomme/handicaps, og disse børn bliver nok lidt sværere at finde. Håbet er dog på toppen, og det er bare en fed følelse, at jeg kan handle aktivt og derefter se, at der sker noget.

Desuden, så har jeg nu hørt flere pip om, at selveste Folketinget arbejder på at få ændret adoptionsloven, således at regodkendelsen, der skal indhentes 2 år efter godkendelsen, nu udvides til at gælde fra tidligere 2 til nu 3 år. Er I klar over hvad det betyder?? Så har jeg helt til 1.3. 2010 før min godkendelse udløber. Det er da for fedt, og endnu en sten der kan løftes af mine skuldre, hvis altså rygterne er sande. Jeg har intet konkret at have dem i, det er nok mest det store ønske om at dette er sandt, der gør at jeg ikke helt kan få det ud af mine tanker. Om det nåes inden sommerferien, eller ligger længere ud i fremtiden, må tiden vise, men rygterne er også her positive for at det sker snart. YES!

Disse ting tilsammen er simpelthen gruden til, at tonen i denne blog forhåbentlig har ændret sig fra supernegativ til nu at være forholdsvis positiv, og sådan føler jeg faktisk også det er med mit humør og mit overskud.  Jeg kan nu mærke, hvor længe jeg faktisk har gået og været trist, nedkørt og uden håb, så det var på høje tide at få skuden vendt, ikke mindst for Sveskens skyld. Hun har lagt øre til  mange skæld ud, som egentlig skyldes noget helt andet, men som er blevet udløst af den mindste gnidning eller uorden i hendes ting.

Vi er også blevet bedre til at holde lidt fri ind imellem, forstået på den måde, at weekenderne de sidste par uger, slet ikke har været nær så fyldte, som de var det i foråret, og det giver også pote. Tænk sig, den kommende weekend er kalenderen helt blank! Det er mange, mange uger siden vi har haft en blank weekend-kalender. Det kommer ikke til at betyde, at vi sidder herhjemme med hædnerne i skødet og keder os - det er bare så fedt at vågne lørdag morgen, og først der finde ud af hvad vi har lyst til at fordrive dagen med.

Så en lille histore fra adoptionshverdagen, som forhåbentlig viser lidt om forskellen i, hvordan adoptanter og ikke-adoptanter tænker: Svesken, havde som tidligere beskrevet, nogle dage hvor hun var vildt ulykkelig og grædende når hun skulle sove. Da hun sidste mandag skulle overnatte hos mormor og morfar, fortalte jeg mormor at Svesken havde givet udtryk for, at hun var bange for at jeg ville gå fra hende. I det samme kommer Svesken ind af døren, og mormor tager hende op, kigger på hende og siger: Du må aldrig tro at mor vil gå fra dig. Hun har betalt mange penge for dig……! Ja, jeg tabte fuldkommen underkæben ovenpå den bemærkning, og det fangede mormor, og stammede: “øh, og hun kan slet ikke leve uden dig.”  Hvis øjne havde kunnet dræbe, så havde hun ligget fladt på gulvet. Bemærkningen kan måske synes ganske uskyldig, og mange tænker måske: selvfølgelig mente hun det ikke sådan…, men det var det der blev sagt!  Det gør mig fuldstændig afsindig og dybt ulykkelig, hvis mit barn nogen sinde skulle tro eller føle at hun var købt som en anden vare. Man køber ikke børn! Jeg ved godt, at der er penge involveret i en adoption, men det er administrationsgebyrer, kompensation til børnehjemmet for mad, tøj, pasning etc, løn til diverse papirnussere, både her og der, der har ordnet alle de papirer, der skal være i orden for at en adoption kan gennemføres legalt, og selvfølgelig for ophold i Kina. Jeg har ikke betalt en rød øre for Svesken, og hvis man mener at “børn forstår jo alligevel ikke denne forskel, og hvorfor hidse sig op over ordfnidder”, så tror jeg man tager fejl. For mig at se,forstår hun efterhånden en del, eller rettere, hører en del, og laver så sin egen skelnen og historie ud fra det hun nu kan håndtere. Og derfor er kombinationen penge og hendes adoption så uheldig. Hun skal have hele historien med, nemlig hvad pengene er gået til, og hvor hun kommer ind i billedet, for ellers er jeg ret sikker på hun drager de forkerte konklussioner. Min mor var absolut heldig, at Svesken var sammen med os, for ellers havde jeg råbt højt. Dagen efter tog mine forældre 4 dage i sommerhus, og da de kom tilbage var mit raseri dampet godt og grundigt af, så vi har ikke fået diskuteret dette videre, men det kommer!

Vi adoptanter er nok rigtig svære at diskutere adoption med uden at man risikerer at træde ved siden af, og komme med en vendig der bliver taget ilde op. Man skal vist være mere end politisk korrekt for at klare en sådan diskussion uden at træde i spinaten, og vi er som adoptanter meget følsomme. Det gælder det dyrebareste vi har, vi har ventet i årevis, og gennemgået alverdens samtaler og er blevet kigget efter i hoved og r*v, så det er virkelig løvemor man pirker til. Ikke sagt, at biologiske forældre ikke forsvarer og kæmper for deres børn på samme måde, men når man snakker om de adoptionsrelevanter ting, er det ofte noget “lægmand” ikke har noget rigtigt indblik i, og deres slyngen ud med diverse bemærkninger, som ikke er gennemtænkte, kolliderer med adoptanters tanker, der er vendt og drejet en million gange. Adoptivforældre gør et hjemmearbejde før, under og efter adoptionen, som nok er større end biologiske forældre gør. Adoptivforældre tænker utrolig meget over hvordan deres poder har det, hvorfor de gør som de gør, hvad der påvirker dem positivt og negativt o.s.v., og det der gør det specielt er, at ikke to adoptivbørn har den samme baggrund, reagerer ens på den samme situation/belastning, og derfor kan man ikke lige læse i en bog, hvorfor Peter nu gør som han gør, og at det er meget normalt. Man skal virkelig bruge sin egen intuition, og desværre kan de fleste adoptivforældre en historie eller flere om, hvordan de har måttet kæmpe med og mod systemet, fordi systemet har travlt med at putte børn i kasser, og “I skal jo ikke tro at jeres barn er noget særligt fordi det er adopteret”. Jo, vores børn er noget særligt (sådan som alle børn er), og de har noget med i rygsækken, som man ikke lærer om på pædagogseminariet, eller et kursus for socialrådgivere. Vi kender som forældre vores børn bedst, og når man bliver præsenteret for en sætning som følger i børnehaven, så  tændes alle advarselslamper: “Hun skal jo bare betragtes som, og behandles som, ethvert andet dansk barn” Mistake - big mistake! Et adoptivbarn skal ses og behandles ud fra den han/hun er - og en del af det, er altså deres adoptionsbaggrund med svigt, opvækst på børnehjem eller i en plejefamilie, angsten for at miste og være usikker på sin identitet. Alle disse ting er dybt sårbare emner, for det gør så ondt at tænke på alle disse ting, som ens barn har været igennem, og som man ikke som forældre kan tage fra dem, men de fleste forældre vil kæmpe med næb og klør for, at disse ting bliver udvisket og bearbejdet, så de kan blive lagt i glemmebogen, og derfor reagerer jeg med vrede og chok over min mors udtalelse til Svesken.  Den var virkelig benzin på et bål, og at det lige netop er mormor, der kommer med sådan en  bemærkning, gør ekstra ondt. Andre, der ikke har adoption tæt inde på livet kan jeg undskylde, men hun burde faktisk vide bedre.

Nå, med denne lektion i Do´es and don´t´s overfor adopterede og deres adoptivforældre, vil jeg slutte for denne gang.  Håber snart at kunne komme med rigtig godt nyt.

 

Så skriver vi d. 12., og dermed er samtalen godt overstået. Ja, det vil sige, det regner jeg da med. det gik nogenlunde, eneste gang hvor jeg virkelig “trådte i spinaten” var, da min sagsbehandler begyndte at tale om muligheden for at samrådet ville bede om en psykologisk vurdering. Da viste mit ansigt åbenbart med al tydelighed at jeg både blev overrasket og ikke var ovenud begejstret ved tanken. Samtalen tog lidt under en time, så det var nådigt sluppet. Det var overvejende en uddybelse af det jeg havde skrevet, så det var i bund og grund ikke “så farligt”, men det er svært at svare klogt og overbevisende på alle de hypotetiske spørgsmål.

Jeg har idag modtaget sagsbehandlerens skriftlige oplæg lavet ud fra samtalen, og det er faktisk en meget fin beskrivelse af det vi talte om.  Det allerbedste er, at hun skriver at hun vurderer jeg har de fornødne ressourcer og vil indstille til, at jeg får en udvidet godkendelse til et special need barn.

I samtalen kom vi blandt andet ind på, om hvordan Svesken ville reagere på at blive storesøster, og om hun var robust nok til det. Det er hun, bekendtgjorde jeg med kraftig stemme, men lige nu er hun faktisk ikke. Hun er inde i en periode hvor hun er sårbar, græder for et godt ord, og er så blød, så blød. Ud over at hun græder tit og ofte, så har vi haft nogle gevaldige soveproblemer den seneste uges tid. Jeg tror det handler om flere ting. For det første er der opbrudsstemning i skolen. Hun siger tit at hun kommer til at savne sin lærerinde fra børnehaveklassen, og hun er vist bekymret for hvordan det bliver at komme i 1. (alt det nye). Desuden strejker sfo´en jo (gud, hvor er jeg træt af strejker!), og selvom hun er hos mormor og morfar hver eneste dag, så er det alligevel et opbrud fra dagligdagen. Hun er faktisk mere træt nu om aftenen end når hun er i fritter, og hos mormor og morfar er de 3(ofte 4), og da bliver der altså ikke holdt pauser eller lavet stille-ting. Der er fuld knald på hele tiden, og det er der faktisk også i weekender og fritid. Hun har været til 3 fødselsdage inden for 1½ uge, og selv holdt fødselsdag ugen før det, samtidig med at vi 3 weekender i træk, har været til træf med andre adoptanter. Vi har derfor aflyst en aftale vi havde med en af mine tidligere kollegaer, på lørdag, og den soveaftale der var på bedding i denne uge, er blevet skubbet på ubestemt tid. Jeg overvejer faktisk at sige at hun ikke skal lege med nogen i weekenden, for vi er nødt til at finde fælles fodslag igen. Måske tager vi i Legoland, for der er vi der kun for hinanden, også selvom vi er omgivet af hundreder af mennesker.

I morges gik det helt galt. Kusinen bliver afleveret her hver morgen, og så tager jeg dem begge med over i skolen. Hun er noget “frisk” når kusinen er her, og i morges var hun flabbet og fræk igen. ” og hvad så…?” eller ” og hvad er der galt med det…?” var et par af de bemærkninger jeg fik, samtidig med at hun sendte mig himmelvendte øjne, og på et tidspunkt fik jeg bare nok. Hun fik læst teksten, og jeg prikkede til hende med en finger mens jeg kiggede hende dybt i øjnene, mens jeg forklarede hvad jeg var utrilfreds med. Hun oplevede at jeg stak hende i hjertet, og det endte med at jeg afleverede en stortudende pige, som jeg ikke kunne tale til ro. Det er lidt svært, når man er sur på mor, og mor er den eneste der er til at trøste. Derfor overlod jeg hende til hendes lærerinde, selvom hun nok egentlig havde rigeligt at se til. Jeg havde rimelig dårlig samvittighed det meste af dagen, og brugte meget tid på at gennemtænke en taktik, og en samtale jeg kunne tage med Svesken, for at få løst op for det og undgå noget lignende, og samtidig gøre hende det helt klart at jeg elsker hende utrolig højt. Hun havde efter eget udsagn grædt længe, men talte mest om at jeg havde stukket hende i hjertet, og hun kom faktisk til at græde igen bare ved tanken om det. Så er det lidt svært at sætte ord på og forklare sig.

Nå, men tilbage til samtalen og den udvidede godkendelse. Jeg har på Zonen læst om en familie, der fik en udvidet godkendelse ifm deres re-godkendelse, og allerede 1½ mdr. senere, fik de et special need barn i forslag. Det er altså sådan noget der giver forhåbninger! Jeg kan mærke at jeg helt automatisk tænker ud fra at det selvfølgelig lykkes. Jeg kan egentlig ikke se en fremtid uden barn nr. 2. Det bliver mega-nedtur hvis jeg får afslag, ikke når at få barn i forslag inden min godkendelse  udløber eller at jeg får et barn i forslag som jeg bliver nødt til at afvise, og så måske mister min udvidede godkendelse. Selvom jeg ved dette kan ske, så er jeg slet ikke rustet til virkelig at stå ansigt til ansigt med et faktum der hedder Du får ikke flere børn. Endnu engang må jeg bede jer derude krydse fingre og tæer for mig, for det betyder bare så meget at dette lykkes.

Selvom min sagsbehandler var meget positiv omkring det skriftlige oplæg jeg lavede om mine ressourcer, overvejelser omkring special need og mit netværk, så endte det hele alligevel med, at jeg skal til en samtale med hende, før min ansøgning om en udvidet godkendelse kan komme på samråd. Temmelig meget øv, for hvor har jeg bare ikke brug for flere samtaler og vurderinger. Selvfølgelig tager jeg til den samtale og får det overstået, men jeg synes egentlig systemet ved nok om mig. Ja, jeg har sågar været til en psykologvurdering, dengang jeg søgte om Svesken. At skulle til en samtale er i bund og grund en detalje, og jeg vil da gøre alt for at sikre at mit andet barn kommer herhjem, men jeg vil altså godt lige have lov til at synes det er lidt øv. Et af spørgsmålene hun sagde hun ville komme ind på, var hvad jeg vil gøre når det bliver rigtig svært. ??? . Hvem pokker bliver ellers stillet til regnskab for, hvordan de lige vil arrangere sig, hvis en af ungerne kommer ind i en dårlig fase??? Jeg ved godt, at systemet anser special need børnene for at have en meget større risiko for dette, og det er der bestemt også en del af dem der nok har, men når man søger om et barn med f.eks. en hjertesygdom eller hepatitis, så er det ikke det der vil fylde uoverskueligt meget. Jeg ved sørme godt, at et hjertesygt barn risikerer at få perioder med sygdom, indlæggelser, medicinjusteringer og blodprøver eller andre undersøgelser, men det er ikke noget jeg frygter. Selvfølgelig kan jeg som alene-mor få et gevaldigt problem med at få tingene til at hænge sammen med både fuldtidsarbejde, to børn og ingen mand til at hjælpe. Det føles bare lidt hårdt, at fordi man adopterer, så skal man nærmest kunne love og give garantier for, at man kan klare enhver tænkelig situation, og det uden at få sved på panden eller uden at få lyst til at bande lidt af det hele.

Jeg synes den danske adoptionslov som sådan er udmærket. Specielt er jeg vildt begejstret for, at udgangspunktet ligger i, at enhver adoption skal være til barnets bedste - forældres lyst, ønsker, behov kommer længere nede ad listen. Alle disse børn der adopteres til vesten/USA har været utrolig meget igennem, og har ikke brug for mere usikkerhed, uro og omvæltninger i deres liv, så selvølgelig er systemets opgave at sikre dem imod alt dårligt.  Men hvor mange hypotetiske spørgsmål kan et normalt menneske lige komme med superovervejede, velgennemtænkte og intelligente svar på? Det kommer jo sørme meget an på det konkrete barn, som man en dag forhåbentlig får lov til at blive forældre til.

Nå, det blev lige  et opstød over dagens svar fra “systemet”. Jeg er naturligvis farvet af, at jeg bare er så træt af at være i systemets vold, at tiden er ved at rinde ud, og når de siger hop er jeg bare nødt til at spørge hvor højt. Jeg håber jeg ser lysere på det når dagen for samtalen oprinder, og at det kommer til at gå så godt, at samrådet giver mig en udvidet godkendelse. Det er nok lidt ekstra surt idag, for de kommende forældre til den lille pige jeg søgte på i marts, er taget afsted idag til Kina, for at hente hende, og det burde jo have været mig.  Jeg har det meget dobbelt med det, for jeg har ikke lyst til at ønske dem tillykke, god rejse eller lignende, men alligevel kan jeg ikke lade være med at læse alt de skriver om deres kommende datter. Helt anderledes er det med et andet par jeg “kender”  (ja, kender er så meget sagt, for jeg har aldrig mødt dem, kun læst med på deres blog og fulgt dem via zonen). De har idag fået deres datter i armene, og jeg har siddet og savlet over billederne fra deres første møde. Suk, gid jeg får lov til at opleve det igen.

Efter nærmest i årevis at have sukket og længtes, og været enormt træt af ventetiden, uvisheden og den konstante rykning af tidsrammen, så er jeg nu - her i elvte time - på vej ind i en ny fase, nemlig  Den aktive fase. Jeg har simpelthen besluttet mig for, at jeg ikke vil sidde med hænderne i skødet og vente på det uundgåelige.

Lavpunktet nåede jeg for et par uger siden, hvor jeg kun kunne se sort og negativt på det hele. Det umøntede sig bl.a. i at jeg skrev til Lene Espersen, for som minister for adoptionsområdet, måtte hun altså bare have min holdning til adoptionssituationen i Danmark. Jeg besluttede mig også for at undersøge forholdene omkring special needs lidt nærmere, og det medførte en henvendelse til både min adoptionsorganisation og min sagsbehandler. Deres svar var rimelig positive, bl.a. skrev min adoptionsorganisation, at de har ændret proceduren for speciel needs-tildeling, således at det nu går efter godkendelsesdato og ikke som tidligere, efter LID. Det gav endelig mig et forspring, og ancinitet for de 13 mdr. jeg stod på puljeventeliste for eneadoptanter. Dem jeg ellers hidtil har “konkurreret” med om speciel needs-børnene, er alle godkendt langt senere end mig, men alligevel har de stået før mig, da de sendte papirer direkte til Kina efter deres godkendelse, og ikke måtte igennem en ekstra venteliste først. Summa sumarum: lige nu sidder jeg og arbejder på at beskrive hvorfor jeg ønsker at søge om et special needs barn, hvad mine ressourcer er til at klare sådan et barn, og lidt om mit netværk. Og ved I hvad, det er faktisk ret svært. Hvordan skal man dog på skrift beskrive hvorfor man mener at kunne klare et barn med særlige behov? For selvfølgelig kan jeg det, men at skrive det ned, og det i et sprog som vil imponere sagsbehandleren og samrådet, er altså ikke nogen nem opgave.

Det er ikke længere realistisk at jeg overhovedet når at få barn via den “almindelige” liste (Non-special-needs), så dette er vigtigt da det er min eneste chance. Det gør ikke presset mindre. Jeg gør mig enormt mange tanker for og imod nærmest alt hvad jeg overvejer at skrive. Jeg ville da gerne skrive at jeg kan klare et hvilket som helst special needs barn, men det er bare ikke realistisk. Jeg kan ikke byde Svesken at jeg måske skal indlægges med lillesøster op til flere gange til operationer, samt kontroller, træning etc. hvis jeg vælger at gå efter et barn med læbe-gane-spalte eller klumpfod. Jeg føler heller ikke jeg kan magte den opgave det er, at modtage et barn på f.eks. 4 år eller ældre.  Jeg vil gerne holde mig til et barn på under 2 år, men kan man tillade sig at skrive det, uden at lyde alt for kræsen?  Nej, det er ikke nogen nem opgave, men den er drønvigtig, for det vil præge livet for 3 personer. Så derfor går jeg lige nu rundt med sommerfugle i maven, uro, og ja, jeg kan faktisk ikke sidde stille. Kryds venligst fingre for mig, jer der læser med, i håbet om at dette projekt lykkes inden deadline oprinder (den er forresten blevet rykket fra 20.2. til 1.3. 2009, så det er da også noget at tage med på positivsiden). Jeg har det rigtig godt med at gøre noget aktivt, og skal jeg være helt ærlig, så har jeg det sådan lige nu, at jeg slet slet ikke kan se vores hverdag uden lillesøster (det kunne jo også blive en lillebror, “risikoen” er større via special need listen, tror jeg). Nu venter jeg spændt på hvad sagsbehandleren siger når hun har modtaget mit “indlæg”.

 

 

Jeg burde faktisk slet ikke sætte mig til tasterne lige nu, for jeg nærmest sitrer og er totalt anspændt. Kort sagt synes jeg ikke der er noget som helst der fungerer lige for tiden.

Jeg kan ikke lave aftaler med Svesken som bliver holdt, hun lyver og gør som hun vil. Det vil mange nok sige er ret normalt for en seksårig, men det gør mig så flintrende arrig. Et eksempel: i morges blev det skåret ud i pap (igen!!), at rugbrøderne skulle spises før hun til sidst evt. spiste sin riskiks, hun skulle gå forbi hendes garderobe ved klassen for at få sine ting med over i sfo´en (som ikke ligger på samme matrikel som skolen). Desuden har jeg mange gange højt og tydeligt sagt, at hvis hun er andre steder end lige uden for huset skal hun sige hvor hun går hen. Dagens resultat: hun havde spist ½ stk. rugbrød og riskiksen - og “glemt” at spise de andre2 stk. rugbrød, trøjen og indeskoene var glemt i skolen, og stod dermed for åben dør, til fri afbenyttelse for hvem der måtte føle for at stjæle dem, og 10.min. efter vi var komemt hjem, var hun bare væk. Det viste sig at hun var gået ind til naboen, men jeg nåede at blive godt bekymret. Jeg føler det er som at slå hovedet i mod en mur gang på gang på gang. Hun bliver ved med at glemme ting, regler/aftaler vi har sat op, og jeg taler for døve ører. Det er mit temperament altså bare ikke til, så den sidste tid har hun haft en edderspændt og sur mor, der stort set ikke laver andet end at skælde ud.

Fjernsynet er med sne på de fleste kanaler, og videokanalen er nærmest umulig at se - ikke godt i et hjem med 2 fjernsynsnarkomaner.

Bilen gik ikke igennem syn. Jeg havde haft den på værksted et par dage før, da jeg syntes den rystede lidt. Det mente de var en skæv aksel i dækket?? Idag skulle de lave de par småting som synsmanden havde påtalt, for derefter at køre den til syn. Da jeg kommer hjem til min mor, som havde været så flink at køre den på værksted - igen - viste det sig at de intet havde lavet og bilen var ikke synet! Lygten var ikke mulig at indstille da den var slået skæv (en skade jeg lavede for knapt 2 år siden var nu pludselig skyld i dette, lige som det skulle være skyld i den skæve aksel - er bare ikke nævnt én eneste gang i den mellemliggende tid, hvor de ellers har haft bilen ude et par gange). Advarselslampen der har lyst nærmest konstant, og som de har kigget på en million gange, det var pludselig bare fordi  bla bla bla  - intet nyt, de vil bare ikke indrømme at de ikke aner en skid om det, og jeg har betalt regninger af flere omgang for at de skulle lave det, og det er bare endnu ikke lykkedes for dem.  Men de vil dog rigtig gerne lave skaden som de nu mener har gjort bilen fuldstændig skæv, men det er altså for surt her efter knapt 2 år, at stå med sådan et problem for at få bilen igennem syn, og med mistanken om, at de bare gerne vil tjene pengene på at lave det, når de ikke tidligere har nævnt det. Allerhelst ville jeg sige: glem det, jeg sælger lortet, men jeg er jo nødt til at have bilen igennem syn for at kunne køre lovligt i den. Den økonomiske del af det er også noget der fylder, for det er ikke noget jeg har budgeteret med, så jeg ser lige så stille sommerferien forsvinde hjem til costa del baghave. Surt!

En hyggelig pinsetur i sommerhuset med hele familien, blev til en anspændt affære for mit vedkommende. Jeg får klaus af at være så tæt sammen med så mange mennesker i 3 døgn. Også selvom det er min familie. Min mors konstante varten op, ” skal I da ikke ha en kop kaffe, noget at spise etc” og påklistrede smil og overfriske facon, gik mig på nerverne. Jeg gik på en meget tynd line, og vaklede mellem at køre hjem, vrisse af alt og alle, eller sluge den ene kamel efter den andet. Mest blev det til vrissen, og holden sig lidt for sig selv, bare for at få lidt luft. Jeg er bare så glad for at bo alene, uden nogen der blander sig eller man skal tage hensyn til.

Pædagogerne i SFO´en strejker fra på mandag, og jeg skal altså arbejde mandag til fredag 8-16, og har ingen pasning til hende. Overvejer at tage hende med på arbejde, men det betyder jo så at hun ikke kommer i skole…!

Adoptionsmæssigt går det også rigtig, rigtig skidt. Tiden drøner derud af, og listen er nærmest gået i stå. Selvom jeg ikke føler jeg tænker på det hele tiden, så påvirker det konstant døgnet rundt mit humør og min tolerance. Jeg er helt sikker på, at mine råbeture af Svesken over glemte ting, overtrådte regler osv. bliver 10 gange så voldsomme som de ellers ville være, hvis ikke jeg levede i dette ventehelvede. Jeg kan slet ikke holde tanken ud at det ender med ingenting, og jeg har ikke virkelig tænkt tanken til ende for det er bare for svært at bære - også selvom jeg ved at det er den mest sandsynlige slutning på disse 4 års venten. Jeg har idag udbedt mig svar på min organisations syn på  mine muligheder, og forventer et svar fyldt med floskler og klicheer uden noget konkret, selvom det er det jeg har udbedt mig og har brug for.

Selv ikke en skole-hjem-samtale som var udelukkende positiv kunne hjælpe på humøret. Jeg blev bare irriteret over, at hun ikke fangede mine små hints om ting jeg ikke syntes var så godt, og negativ over at Svesken næste år skal have skolens ældste lærer til matematik. Ja, jeg kender ham ikke, men kan slet ikke forestille mig at det vil være en hun vil gå i spænd med.

Nej, intet kører eller går som jeg kunne ønske, og det synes uoverskueligt, at jeg de næste 2 weekender skal være den glade værtide for gæster til Svesken fødselsdagsselskaber. Jeg orker det ikke, og har enormt dårlig samvittighed over, at jeg ikke kan være en del af hendes glæde og forventning, men for mig skal det bare overståes. Livet er ikke let, og det er der ingen der har lovet os at det skulle være, men lige nu synes det godt nok tungt på alle fronter.

 

Jeg afsluttede sidste indlæg med at skrive, at det ikke var en far vi manglede.  Det er Svesken vist ikke helt enig i. I efteråret havde hun en periode, hvor hun højt og tydeligt pegede mænd på gaden ud, som hun syntes var “lækre”, og udtrykte højlydt: mor, ham kan du gifte dig med!  Sjovt nok spørger hun ikke ret meget om det med en far. Hun kan spørge om jeg nogensinde skal giftes, hvis jeg fik en kæreste, men derud over er spørgsmålene få. Hun giver aldrig udtryk for, at hun gerne ville have en far til dit eller dat, have en far med på tur eller lignende. Ja, jeg ved faktisk ikke rigtig hvilke forestillinger hun gør sig, om hvad man skal bruge sådan en far til.

Jeg troede hun var over sin periode med at kigge efter passende ægtemænd til mig, men der tog jeg fejl. For noget tid siden var hele familien inviteret på restaurant Bones af mormor og morfar, i anledning af deres bryllupsdag. De var ialt 5 børn i alderen 4-11, og de hyggede sig gevaldigt. De to mellemste, nemlig Svesken og hendes jævnaldrende kusine, havde det vældigt hyggeligt med ham, der var “ansvsarshavende” den dag i restauranten. Han gav gratis cola og balloner, og de fortalte, griende og pjattede med ham. Han så ud til at hygge sig, og var vist lidt imponeret af deres energi, som ikke blev mindre som aftenen skred frem. Da vi var ved at gå,  kiggede Svesken op på ham, og med store uskyldige øjne spurgte hun: ” Er du gift - for det er min mor ikke”!!! Ja, hvad siger man så? Hun fortsatte:….og hun er 42″ hvortil jeg kun kunne skynde mig at sige til hende: Du fortæller ikke hvad jeg vejer! Manden tog det heldigvis pænt, smilte lidt og vidste vist ikke rigtig hvordan han skulle tackle dette meget ligefremme spørgsmål (som Svesken faktisk ikke fik svar på).

Inden jeg søgte om adoption, var den manglende far en af de ting jeg spekulerede meget på. Kunne jeg udfylde rollen som både mor og far, ville det være godt nok, at hun var meget sammen med sin morfar og 2 onkler (+ de mandlige venner, hendes venners fædre osv. som hun ser ind imellem, men ikke jævnligt), eller ville hun blive helt mandeforskrækket.? Det var hun nok lidt i starten, men igennem de sidste 2 år, har hun ingen problemer med at henvende sig til mænd, også nogle som hun ikke kender rigtig godt - og det glæder mig. Jeg har selvfølgelig prøvet at lege lidt vilde lege med hende, men da jeg fysisk ikke er ret stor eller stærk, gik der ikke så lang tid, før jeg ikke længere kunne give hende luftture, og svinge vildt rundt med hende.  Mest handler det nok også om det mentale, psykiske mandlige modspil, som hun ikke har fået ret meget af….og det er der ligesom ikke ret meget at gøre ved. Det er desværre det livsvilkår jeg har kunnet byde hende i kraft af min situation som enlig mor. Selvom jeg skulle møde mr. Right i morgen, så kan årene uden en mandefigur ikke ændres. Og jeg må tilstå, at det ligger jeg ikke søvnløs over. Hendes familiesituation er ikke optimal, men min holdning er Hellere en enlig mor end ingen mor.                                                                

Svesken har hele tiden fået svaret, at da jeg ikke var gift, men boede alene, så adopterede jeg hende alene, og derfor har hun ikke nogen far, og det har været et tilfredsstillende svar for hende. Anderledes har det dog set  ud for hendes kammerater. Hun har mødt mange flere spørgsmål omkring den mangelende far end om hendes anderledes hudfarve og udseende. Hun var kun 3½ år gammel, da en af pædagogerne fortalte mig, at hun var blevet så presset af en af de andre børn, der havde fastholdt at alle har en far, at hun havde sagt at han var død! Tja, det lukkede heldigvis munden på det andet barn, men jeg blev trist over at hun skulle presses derud. Hun var selv tilfreds med den forklaring hun havde fået, og gav samme forklaring til det andet barn, men der blev det bare ikke godtaget. Og den slags situationer tror jeg desværre ikke man kan skåne sit barn for, lige meget hvor meget man har snakket om tingene derhjemme.

 

Siden mit sidste indlæg har jeg modtaget flere søde e-mails, og jeg kan kun sige: Ventetiden ville være ubærlig hvis ikke det var for den støtte og opbakning jeg har fået fra familie, venner, kolleger, og ikke mindst folk fra adoptionsverdenen - både nogen jeg har mødt IRL og andre som jeg kun har “snakket med” via computeren.

Ventetiden er fortsat hård. Lige nu føler jeg en enorm tomhed,  og går nærmest som i en osteklokke. Jeg har svært ved at interessere mig for noget som helst, intet er spændende, og at vi f.eks. skal til konfirmation her i weekenden hænger mig helt ærligt langt ud af halsen. Jeg ville helst mure mig inde herhjemme, og ikke konfronteres med  nogen eller noget. Og så alligevel….jeg ved jo godt at det ikke ville hjælpe spor eller ville være til at holde ud. Dertil er jeg for social - selv i mine sorte stunder.

Livet går jo sin vante gang. Jeg kan faktisk høre urets tikken i mit indre øre, og det tikker efterhånden højt. Det, at der nu er mindre end et år tilbage før min godkendelse udløber, har gjort noget ved oplevelsen af tid - eller rettere mangel på samme. Panikken får ind imellem overtaget, og så ser alt håbløst ud. I de lysere stunder har jeg en indre tro på, at det her nok skal lykkes. Hvorfor skulle jeg dog ikke blive mor igen, for det er noget jeg altid har ønsket inderligt, og jeg er da vist helt okay til det der mor-halløj. Jeg håber og tror på et mirakel pludselig skal dukke op, og jeg tager mig faktisk i at tænke i navne til lillesøster, og det må da være tegn på at jeg ikke har opgivet håbet.  Der hvor det bliver rigtig svært, er når fornuften og hjertet kæmper om hvem der skal have overtaget. For fornuften siger mig, at sandsynligheden for at husstanden IKKE bliver udvidet, er større end chancerne for det modsatte, men mit hjerte kan bare ikke slippe drømmen og troen på at det lykkes.

Ja, puh ha, kan I ikke godt forstå at det tærer på én at skulle bruge så ufattelig mange psykiske kræfter på disse evindelige  indre kampe?

Jeg er med på et fantastik debatforum for adoptanter og adopterede, og det får jeg enormt meget ud af. Det at læse, at der er andre der har det nøjagtig lige så skidt med ventetiden, er som balsam for sjælen. Der hvor jeg dog i raseri kan logge af i en fart er, når nogen der har været på venteliste i et år eller så begynder at jamre. Hvad er deres problem? Kom igen om 2 år!! Nej, jeg ved godt at det er fuldstændig urimeligt at tænke sådan, for hver skridt i denne lange proces har sine lyse og meget mørke sider. Mennekser bliver påvirket dybt forskelligt af ventetiden, og man kan og må ikke forvente, at nogen synes deres vetnetid er okay bare fordi min har været længere og mere forfærdelig. For det er kun mig der har mine følelser. Men jeg gider bare alligevel ikke forholde mig til deres ynk og selvmedlidenhed. Generelt giver det mig dog en hel masse at tale med andre adoptanter. Jeg har et godt forhold til min familie, og de hører da også gerne på mine tanker og følelser omkring adoptionen, men de får altså ikke andet end en brøkdel af det der foregår i mit hoved. Dem, jeg læsser af hos, er andre adoptanter, hvor man ikke behøver forklare det samme igen og igen, og hvor man ikke behøver forsvare sine opstød. Andre (= familie, kolleger, venner, bekendte, kolleger, der ikke har adopteret) prøver at trøste, bl.a. ved at sige: jamen, så er det da godt at du har Svesken. Ja, vist er jeg da ovenud lykkelig for at have Svesken - MEN JEG VIL ALTSÅ ALLIGEVEL GERNE HAVE ET BARN TIL!! Og det handler jo ikke om at jeg ikke elsker Svesken, for det gør jeg, men det handler om at min indre drøm, om et liv med 2-3 børn, endnu ikke er opfyldt, og min følelse af, at vi ikke er en hel eller en rigtig familie endnu. Der mangler en (og nej, det er ikke en far-person, ihvertfald ikke lige nu)

Jeg skrev for godt en måned siden, at vi så frem til at blive færdig med januar. Februar viste sig at blive okay, men sluttede med at jeg virkelig hidsede mig op over uretfærdighederne i dette lands adoptionssystem. Jeg kan ikke få aldersdispensation i forbindelse med en nygodkendelse (altså, fortsat få lov til at adoptere et barn på 0-36 mdr.), da jeg er over 40, men var jeg kommet hjem med Svesken for ½-1 år siden, og søgte om adoption nr. 2, kunne jeg godt få aldersdispensation.  Hovedrystende urimeligt efter min mening. Jeg har søgt i aldersmæssigt korrekt tid, tålmodigt ventet 3 år, men kan bare sidde og vente på at det uundgåelige sker….nemlig at min godkendelse udløber, og da jeg ikke kan få aldersdispensation ifm en nygodkendelse, så har jeg ingen chancer for at min sag kan blive liggende hos CCAA på dens nuværende plads, og dermed er forløbet slut. Det kostede hårdt på den psykiske konto at få dette håb revet væk, og jeg så så kun ét håb tilbage - at søge et barn med et mindre handicap/sygdom/ældre end 3 år. Disse børn kommer i Danmark på en liste der tilsendes allerede godkendte adoptanter, der er på venteliste, og som har tilkendegivet at de gerne vil modtage listen. Jeg søgte i onsdags på et barn, og har i 3 døgn levet på håbet. Jeg havde i disse 3 døgn en helt klar følelse af, at dette var mit barn. Jeg så det faktisk for mig gående rundt herhjemme, tingene der var indkøbt blev gennemgået, og jeg forestillede mig hvilke ting vi 3 sammen skulle lave, og skift af bilen blev faktisk også overvejet. 3 døgn fik jeg til at leve i denne lykkelige fantasi, men den blev brat aflivet af en mail jeg modtog, hvor der stod jeg ikke var kommet i betragtning. Ikke kommet i betragtning?? Et var den store skuffelse over ikke at være den heldige udvalgte, der skulle være dette barns mor, men ikke kommet i betragtning. Der er for mig en stor forskel. Jeg mailede selvfølgelig tilbage efter en forklaring, men har kun fået hvad der nærmest er en kopi af deres beskrivelse af hvordan de prioriterer blandt ansøgerne, så jeg blev ikke meget klogere. Jeg har hele tiden været klar over, at man skal være forberedt  på skuffelsen over ikke at blive valgt,  men ikke at komme i betragtning er mere end skuffende. Jeg kan dog godt se mellem linierne, at jeg ikke er fravalgt råt og  brutalt, det er nok mig der lægger for meget i formuleringen, men øv, hvor den svier.

Det er utrolig svært at forklare, hvordan man kan elske et barn man end ikke har en præcis alder på eller et billede af, og hvordan man kan sørge over at “miste” dette barn, men jeg føler virkelig en stor, stor sorg lige nu. Weekenden bliver lang og hård. Det planlagte træf med rejsegruppen bliver uden os. Svesken er syg, og jeg er slet ikke oplagt til at tale om adoption, henterejser eller lign. Jeg ved, at humøret nok skal vende tilbage efter nogle dage, men lige nu er verden grå, og jeg kan vitterlig høre urets tikken.  På den anden side kan det lige nu ses som en lettelse, når vi når den skelsættende dato, hvor min godkendelse udløber, for så er det slut med at håbe og blive skuffet. Disse rutsjeturer orker jeg bare ikke mere…

Her forleden var vi nede og handle, og pludselig gik Svesken og sagde: Jeg bruger Silit Bang… Hallo, altså, hun er 6, og burde overhovedet ikke interessere sig for rengøringsmidler. Det gør hun selvklart heller ikke, men ordspillene og melodien ved reklamer fanger altså ret godt. Det er selvfølgelig også reklamefolkenes opgave, at opbygge en reklame der gør netop det. Problemet er, at man overhovedet ikke kan slippe for alle de fjernsynsreklamer (medmindre man kun ser DR, og det gør vi altså ikke her i huset), og samtidig at de også fanger ungerne, selvom det slet ikke er dem, reklamen er henvendt til. Jeg hører til dem, der zapper helt vildt rundt, hvis der er en reklameblok på den kanal jeg sidder og ser. Jeg gider simpelthen ikke bruge tid på reklamerne, men sådan har yngste beboer her i huset det altså ikke.

Der er reklamer på både Disney Channel, Nickelodeon, og andre børnekanaler, og det giver sig helt tydeligt udslag, når Svesken f.eks. skal skrive ønskeseddel. Amazing Amanda, den der med den her sang, mor “la lala la..” Ja, det kan hun godt huske, mens det kniber meget mere med at huske at tage madkassen op, sætte skoene på plads osv. Det er skræmmende at reklamerne har så meget magt, specielt over den yngste generation, der ikke har styrken til at vælge det fra. I mine øjne kan regler for reklamer ikke blive for stramme, og der måtte gerne komme flere restriktioner, især nogle der beskytter vores små poder, der sluger det hele råt. Mors forklaringer om ” at det ikke nødvendigvis er nær så godt, effektivt, sjovt, spændende eller andet, som de siger i reklamerne, bider ikke rigtig på. Det kunne man da virkelig ønske at det gjorde, og at man som forældre havde sit barns fulde tillid, noget i retning af ” hvad mutter gør er altid det rigtige”, men ak, igen en kamp man desværre taber gang på gang.