VI LEVER STADIG….

Det er længe siden jeg sidst har skrevet herinde, og jeg ved snart ikke hvor jeg skal starte og hvor jeg skal slutte.

Siden sidst er det nærmest kun gået fremad. Jeg er dog fortsat for vred og utålmodig i forholdet til Lillesøster, og selvom jeg arbejder med det, og der er dage hvor det bare går supert, så “falder jeg i” ind imellem. Hun startede i børnehave d. 1.5., og det har givet os en tiltrængt pause fra hinanden i hverdagen. Hun elsker børnehaven, og vadede bare ind den første dag, og har så ikke været til at få med hjem siden. Hendes kontaktapædagog gør et kæmpe arbejde for at få hende integreret og socialiseret, og det er helt perfekt. Hun har allerede fået mange nye venner, både drenge og piger, og jævnaldrende, hvilket er rigtig godt, for tidligere har hun virket mest interesseret i børn der er noget ældre. Det har – og giver fortsat – en del problemer når Sveske har legekammerater med hjemme. Lillesøster kan ikke fortstå at hun ikke må være med, og hun er bare umulig at aflede. Forleden dag havde jeg fundet noget af Sveskes aflagte legetøj frem, altså ting som Lillesøster aldrig havde set før, og det holdt i ….. 5 min. Så sad hun igen med hængmule og peb over at det var hendes storesøster, og at hun ville lege med. Lillesøster er fortsat en utrolig glad pige. Hun er i bund og grund utrolig positiv af natur, men ikke så god til at tackle følelser som frustration, skuffelse og vrede. Det har jeg snakket med vores adoptionspsykolog om, og efter hendes anbefaling har jeg nu prøvet at være meget bevidst om at tage Lillesøster op, når hun bliver ked af det, og bekræfte hende i at det er trist, surt ærgerligt etc. at hun ikke måtte sådan og sådan. Det var svært i starten, specielt når det var en konflikt hun selv valgte at gå ind i, men det er jo oftest ikke den konkrete ting det handler om – men om at checke at hun vil blive trøstet, og at blive bekræftet i at det er synd. Hun bliver fortsat enormt usikker når hun står med en opgave hun pludselig synes er svært, som at tage strømpebukser på, finde det rigtige sted at ligge legetøj på plads etc., og når jeg så får det bestemte blik på, begynder hun at pibe, sige “svært” eller andet, og det er bare ikke til at klare. Jeg kan ikke ret godt klare piveriet, og det irriterer mig grusomt, og er den største grund til konflikter. Det giver massiv dårlig samvittighed bagefter, når jeg har råbt af hende, sendt hende ind på værelset, eller taget hende i armen. I det hele taget er min nattesøvn ikke ret god for tiden, pga mange tanker om, hvordan hun vil huske den første tid i DK, hvor skadet hun bliver af den kontante og bestemte stemning der er herhjemme, og om hun føler sig elsket? Jeg har ofte nætter hvor jeg kun får 4-5 timers søvn pga tanker der kører. Jeg har også haft god gavn af adoptionspsykologen, for hun har nærmest givet mig “syndsforladelse” over at jeg i starten ikke brød mig ret meget om Lillesøster, og har forklaret lidt om hvorfor vi mon koliderede, specielt i starten. Jeg har også fået en god forklaring på, hvorfor det var meget sværere at finde kærligheden til Lillesøster(hun gav mig intet følelsesmæssigt, tog kun).

 Oven i det, så bliver Sveske ikke lettere at have med at gøre. Hun har et sprog som en teenager, bliver hidsig og svarer igen. Igår havde en af hendes lærer skrevet i hendes kontaktbog, fordi hun havde snakket meget i timen og forstyrret de andre en del, også trods flere henstillinger om at være stille. Jeg synes jeg snakkede rimelig roligt til hende, men efter første sætning brød hun grædende sammen og råbte: jeg vidste du ville blive sur på mig! Ja, jeg håber ikke hun havde forventet ros, men jeg skældte faktisk ikke ud. Det resulterede i at hun marcherede op på værelset, og satte sig til at skrive et brev til Kinamor. Det gør hun jævnligt for tiden, men da hun kaldte på mig for at vise mig brevet, var hun helt opløst. Hun savner sin Kinamor utrolig meget, men der er et fælles træk ved samtlige situationer hvor hun nævner Kinamor: så har hun lige fået  nej, blevet irettesat eller bedt om at stoppe et eller andet. Jeg tror virkelig på at hun tænker utrolig meget på sin Kinamor, og også savner hende, men mest tror jeg hun har et lyserødt billede af, at hvis hun stadigvæk var hos Kinamor, så fik hun aldrig skæld-ud, og måtte alt. Når jeg spørger hvad hun ville lave sammen med Kinamor, siger hun “Vi skulle hygge os hele tiden”. Under gårsdagens “anfald” sagde hun bl.a.: hvorfor skulle hun også aflevere mig på det børnehjem, og vi måtte have en snak igen om, at hun muligvis var syg eller ikke havde penge til at købe mad til sit barn for, men også om, at Sveske kun var 20 dage gammel da hun blev fundet forladt, altså kun var en lille baby, og det havde hun aldrig hørt før. Hun fik også for første gang,  lidt flere detaljer om situationen, nemlig hvor hun blev lagt, at der var en civil person der fandt hende, afleverede hende på politistationen, og derfra blev hun bragt til børnehjemmet. Hun læste på eget initiativ en amerikansk adoptionsbog, om en enlig kvinde der gerne vil være mor, og derfor adopterer en kinesisk pige, og forhåbentlig er disse ting med til at samle hendes baggrund bare en lille smule for hende.  Lige nu er det i hvertfald ikke let for hende at have en ukendt Kinamor. Bortset fra det, så glæder hun sig helt vildt til at skulle rykke en årgang op i skolen efter sommerferien. Jeg tror hun har et billede af, at hun pludselig bliver 20 cm. højere den dag hun starter efter ferien, så forhåbentlig bliver hun ikke skuffet.

Jeg hygger mig fortsat med at gå hjemme, men er ikke særlig god til at få lavet praktiske ting. Mit hus er ikke specielt velholdt hverken ude eller inde, men derimod er jeg godt orienteret om diverse formiddagsprogrammer i fjernsynet. Jeg har brug for at lave ingenting, specielt fordi jeg sover så dårligt, og maj var utrolig stresset, men jeg skulle gerne nå at male huset udvendig i løbet af sommeren. Lige pludselig er der under 3 mdr. tilbage af det års orlov, og jeg synes ikke tanken om at vende tilbage til arbejdet trækker helt vildt – men den er dog ikke så afskrækkende som jeg oplevede det med min første orlov.

SÅ ER JEG HER IGEN….

Jeg troede slet ikke jeg ville bruge denne blog mere, men overvejer at lukke min anden side, og så gå herover i stedet for, da der ikke er ret mange der finder herind.

Vi har det fint, og vi trives alle 3. Lillesøster er en typisk 3-årig, og trods de store omvæltninger, og at hendes familie og hverdag er helt ny, så tør hun godt sige fra. Nej er faktisk yndlingsordet, og bliver brugt flittigt. Vi har haft en hård start, hvor jeg har haft svært ved at knytte tæt relation til hende. De første 2 mdr. var slemme, herefter begyndte det at gå fremad og nu går det faktisk rigtig godt. Hun er sød og charmerende, og nu kunne jeg slet ikke forestille mig at hun ikke var her, selvom der er korte glimt ind imellem, hvor hun irriterer mig dybt, eller rettere hendes facon og optræden. Jeg har stillet alt for store krav til hende, og prøver at skrue ned for dem. Det har medført en masse skæld ud og skæve blikke til Lillesøster, som ikke har været spor retfærdige.  Når jeg tænker på dette, får det mig til at indse, at det er endnu mere fantastisk, at hun virker så tryg og tillidsfuld, for det har ikke altid været lige nemt for hende, at finde ud af at gøre hvad jeg forventede. Hnedes sprog blomstrer, og det har været en hjælp, at vi nu bedre kan kommunikere. Hun er fortsat noget hyperaktiv når der sker noget, men om formiddagen tusser hun stille rundt, og bliver bedre og bedre til at lege lidt selv.  Hun er skrap overfor andre børn, og står ikke tilbage for hverken at rive legetøj ud af hænderne på dem eller skubbe dem af en cykel – som hun havde for 5 min. siden og derfor mener er hendes! Jeg håber meget at disse bølletendenser bliver rettet til når hun kommer i børnehave, for jeg gør mit, men det er ikke så tit at hun kommer i de situationer, da vi ikke ser så mange børn.

Sveske har det også okay med rollen som storesøster, men ind imellem er det lidt svært for hende. Hun vil rigtig gerne hjælpe sin lillesøster, er meget omsorgsfuld og hjælpsom, men gider ikke at Lillesøster overhovedet er i nærheden, når hun går i gang med et eller andet, og samtidig er hun både jaloux og meget usikker på sin rolle her i familien. Jeg har ikke været god nok til at sidde og snakke det hele roligt igennem med hende. Det bliver desværre oftest når Sveske bryder ud i gråd, fordi hun har fået at vide at jeg ikke lige har tid, at hun skal lade være med at true Lillesøster med diverse ting (hvor har hun mon det fra ?? ups) og ikke lege politibetjent overfor sin søster. Hendes reaktioner kommer f.eks. i f m. lektielæsning , hvor jeg skal hjælpe men ikke må sige noget som helst!! Gør jeg det, begynder hendes læbe at vibrere, hun lægger armene over kors og siger noget a la: så gider jeg ikke læse mere, så laver jeg aldrig lektier mere eller:  jeg er også bare så dum! Vi bør tage en alvorlig snak på et tidspunkt hvor der er ro og ingen problemer i farvande, men  hun er ikke  nem at få til at sætte ord på sine følelser – med mindre de altså handler om kæresten…LOL!

EN UDDØENDE RACE

Jeg føler mig virkelig som en sådan, efter to hændelser den sidste uge. Folketinget 2. behandlede lovforslaget om, at fortsætte med at diskrimenere børn af enlige adoptanter (ja, det er selvfølgelig ikke de ord de bruger – det er bare det der er konsekvensen), og tror de kan slippe uden om ansvaret, ved også at fratage enlige der er blevet insemineret, tilskuddet. Tilskuddet skal tildeles børn der kun har én forælder, hvor der altså ikke er en anden forælder i periferien, som bare ikke har lyst til at betale. Men lige netop enlige adoptanters børn kan ikke få dette tilskud, for deres mødre har ” selv valgt forsørgerrollen”! Jamen, hvilke forældre har ikke det??? Vi er da ikke mere ” selv ude om det” end  bistandsklienter eller andre, der får ekstra offentlige tilskud pga en svær økonomisk situation. Tilskuddet går til barnet, ikke til mødrene, og de stakkels børn kan jo ikke selv gøre for hvad deres mødre har valgt, og tilskuddets formål er at sikre lige opvækstvilkår, altså at man fortsat som barn af en enlig forsørger, kan få ordentlig mad, komme på ture og evt. lidt sommerferie o.s.v. Men det blæser folketinget (læs V,K og DF) stort og flot på.  Selv en sag i Menneskeretskommisionen om diskrimination ændrer ikke dette, og Folketinget fortsætter ufortrødent, og ventes at vedtage loven ved 3. behandling i næste uge. Og tager i den anledning altså også muligheden fra enlige mødre der har valgt donorsæd.

Den anden triste begivenhed er, at Ethiopien har stoppet for eneadoptanter. Der er nu reelt kun Vietnam og Tjekkiet som muligheder, og hos AC kører Vietnam dårligt, og DA har ikke Tjekkiet (så vidt jeg ved).  Dette har været på vej i flere år, men pga at rygtet har kørt i flere år, er man (ihvertfald jeg) nok blevet lullet lidt i søvn. Men nu skete det, og med kun godt en uges varsel – det træder i kraft 15.12.!

Det er ellers lige gået så godt i oktober og november måned. Der er kommet en del børn fra Ethiopien og Vietnam, heraf flere til eneadoptanter, og det har været vildt fedt at kunne læse den ene jubelmail efter den anden, mennu går den altså ikke længere. Jeg har stor medfølelse med dem der er i gang med en godkendelsesproces, og som troede de skulle på Ethiopienslisten.

 Ja, vi er ved at være en uddøende race, og hvor er det trist. Der er så mange stærke enlige mødre (og fædre), som klarer opgaven utrolig flot, og som tilbyder børnene et hjem der er meget harmonisk – måske ofte mere end i hjem med to forældre, hvor småskænderier, uenighed og forskellige syn på børneopdragelse ikke er særsyn. De eneadoptanter jeg kender, er ressourcestærke og handlekraftige kvinder der ved hvad de vil, og det tvivler jeg helt ærligt på, at de formidlende organisationer er ret gode til at få afgiverlandene til at forstå. Det er selvfølgelig en svær kulturbariere at skulle bryde ned, men f.eks. i Kinas tilfælde, handlede det udelukkende om at begrænse antallet af ansøgninger, og da eneadoptanter kun udgjorde under 8% var det en mærkelig gruppe at udse sig, da det ikke gav det store resultat i slutopgørelsen. Afgiverlandene har alene magten til at bestemme hvem de vil afgive børn til, og den skal de selvfølgelig bruge, men min tvivl går på hvor aktive de danske organisationer er, til at forklare hvad børnene kommer op til, hvilken hverdag de tilbydes hos en enlig forældre, og ikke mindst forklare hvordan det danske samfund ser på enlige mødre (at de ikke bliver udstødte eller set skævnt til). Jeg kan bare prise mig lykkelig for at jeg nåede det – og endda to gange – men det kan ikke fjerne min medfølelse og sympati for dem der nu er kommet i klemme.

Nu er det godt en måned siden jeg sidst opdaterede denne blog, og jeg skal lige love for, at der er sket ting og sager siden.

Mødet med Lillesøster blev ret kaotisk, barsk og følelsesmæssigt drænende. Da hun kom ind, gik jeg stille og roligt hen til hende, og stod på afstand og snakkede lidt til hende. Hun vrængede af mig, og ville ikke have jeg rørte ved hende. Hun var tyndere end jeg havde forestillet mig ud fra billederne, og havde flere sår på både ben og i ansigtet. Jeg kan ikke sige hvad jeg følte, men det var ikke: Ih hvor er hun bare dejlig. Jeg havde lidt svært ved at kende hende, og jeg syntes nok ikke at hun var et enormt kært og yndigt barn. Da de rakte hende til mig gik hun helt besærk. Hun græd, kæmpede og var dybt ulykkelig den første time. Hun gik i bro, svedte tran, nægtede at drikke eller spise, og var bare så ulykkelig, forvirret og bange. Sveske prøvede også at trøste, og havde lidt held i korte øjeblikke. Samtidig skulle jeg udfylde alverdens papirer til diverse adoptionsmyndigheder, og alt imens kom flere kinesere (vores guide/tolk, en plejer fra børnehjemmet og min organisations repræsentant) på skift for at ville tage hende. Det ønskede jeg bare ikke, for det var mig hun skulle lære at være hos, og gerne falde til ro hos. På et tidspunkt gled hun dog ud af mine arme mens jeg sad og prøvede at udfylde papirer på engelsk mens hun skreg og skreg, og så tog tolken hende. Hun faldt lidt til ro, men da jeg fik hende igen, startede det hele forfra. Kort efter kom tolken og sagde, at Lillesøster sagde hun skulle tisse, og så tog plejeren hende. Igen fik jeg hende tilbage hvilket medførte et voldsomt grådanfald, og da organisationens repræsentant så kom for at ville tage hende, måtte jeg simpelthen sige fra. Da Lillesøster havde grædt utrøsteligt i en time, faldt hun udmattet i søvn i armene på mig. Jeg var opkogt, og på kanten at et sammenbrud, så jeg nød at hun endelig slappede af og sov. Så begyndte Svesken. Hun sad ved siden af, men blev mere og mere sur at se på, og begyndte så til sidst at græde lige så stille. Jeg spurgte hvad hun var ked af, og fik svaret “Ikke noget” hvæst i ansigtet. Det eskalerede, og jeg fik både at vide, at hun hadede mig, at hun ville ønske hun var død, at jeg kun elskede Lillesøster osv. Til sidst var hun så opkørt, at jeg var nødt til at tage hende, og så vågnede Lillesøster. Jeg havde kun siddet med Sveske et øjeblik, da jeg blev kaldt ind til samtale med Notar og Registrar. Yeahh – lige hvad jeg havde brug for! Det gik nu fint nok, Sveske faldt til ro, og nød at sidde på mit skød, selvom jeg snakkede med disse forskellige officielle kinesiske personer. Da vi kom tilbage til lokalet, hvor mormor og Lillesøster sad, var Lillesøster rolig, og sad faktisk og smilte! Hun havde fået pakken med chokoladekiks, og de kørte ned, og hun viste tydeligt med sit kropssprog, at den pakke var hendes! Sveske og hun begyndte at løbe rundt med hinanden, og Lillesøster klukgrinede.  I bussen tilbage til hotellet så hun, at jeg havde cola i tasken, og da hun fik flasken for munden, drak hun alt det hun hidtil havde nægtet at drikke. På vej mod hotellet skulle vi fotograferes til det officielle adoptionsdokument, og så kunne vi endelig køre til hotellet og lade roen falde over os. Lillesøster tussede bare ind, og hun og Svesken begyndte straks at hoppe i sengen – det var skægt. Vi ringede til morfar, som blev enormt glad for at høre nyt.

Dagene derefter gik slag i slag, for vi havde faktisk ikke en eneste dag hvor vi ikke skulle et eller andet. Det var lidt stressende, oveni at alle måltider foregik på restaurant, hvilket er sin sag når man har en 2,8 mdr.s med. Dagen efter overdragelsen skulle vi tilbage til CAB og have vores papirer overrakt, dagen efter igen var vi på besøg på børnehjemmet. Så var vi på politistationen, hvor vi skulle bestille pas til børnene og endelig var vi på en sejltur på den store sø der var i byen og efterfølgende besøg på en silkefabrik.Vejret var utrolig varmt og trykkende, så det var ikke rigtig nogen fornøjelse at gå rundt udenfor, men vi var dog også selv lidt rundt og kigge.

Lillesøster var meget meget hektisk og hyperaktiv de første dage. Hun var ialt, og havde slet ingen ro på sig. Jeg følte ikke jeg lavede andet, end at rende bagefter hende for at fange hende og stoppe hende i at vælte det hele.  Hun var slet ikke til at sidde stille og rolig og kigge på hinanden, så jeg følte slet ikke jeg fik mulighed for at lære hende at kende. Svesken var bestemt heller ikke begejstret, og græd de første 2 dage voldsomt over tingenes tilstand. Hun var dybt bekymret for sin plads i familien, følte ikke jeg elskede hende o.s.v. Det var utrolig hårdt. På 4. dagen havde jeg bare brug for en pause, og den fik jeg ved at bede mormor om at være hos børnene, mens jeg fik i hotellets buisnesscenter og skrev mails hjem. Efterhånden som dagene gik, kom der også mere ro på Lillesøster, og samtidig trak vi os lidt tilbage på vores eget værelse, for den ene familie, som havde fået en datter på 4 år, ville rigtig gerne være sammen med Sveske, men det gav uro og for hektisk aktivitet, og samtidig gav det ikke mine piger ro til at knytte bånd. Det var ikke lige så populært, men sådan var det desværre bare nødt til at være.

Efter 6 dage tog vi videre til en anden by, hvor vi skulle have stemplet indrejsevisum i børnenes pas. Det betød endnu et skifte, men det tog Lillesøster fint. Klimaet der var bedre, så vi gik nogle ture, men det var svært at overskue hvad vi skulle gå efter, og det var ikke den ideelle rejsepartner jeg havde valgt. Vi havde vidt forskellige interesser og ønsker, og desværre gik jeg nok en del på kompromis. Jeg var faktisk ret misundelige på de par, der sammen tog ud og shoppe, spise, sightseeing osv. for det var stemningen ligesom ikke til hos os. Skiftet gav mere plads, og samtidig følte jeg, at nu var vi på sidste etape før hjemrejse. Nu var der ikke længere ting på programmet, så der var mere frihed, og dermed mindre stress.

Efter 14 dage kunne vi endelig køre mod lufthavnen for at flyve hjem. Flyveturen var lang, for Lillesøster kunne ikke sidde stille, men sov først sin 1½ times middagslur, så kom der frokost, senere fik vi noget at spise igen, og efter lidt kamp faldt hun i søvn, og sov faktisk de sidste 3 timer mod Amsterdam.  I flyet fra Amsterdam til Billund var jeg dødtræt, og sad faktisk og tænkte: jeg orker ikke at skulle forholde mig til en hel velkomstkomité i lufthavnen. Men da vi først landede og så dem allesammen igennem ruden, så forsvandt trætheden, og det var helt fantastisk at blive mødt af 30 familiemedlemmer og venner. Min søster og far havde arrangeret champagne og kransekage, og efter at have siddet noget skeptisk på min arm, bestemte Lillesøster sig for, at det var okay, og så spurtede hun ellers rundt med kusiner og Sveskes veninder efter sig. Vi var i lufthavnen i godt en time, og pigerne faldt i søvn så snart vi kørte ud af Billund.

Hjemme kom vi til en fint pyntet forhave, hvor der både var en flyver, velkomstskilt og fine kinesiske flag. Indenfor stod der gaver i læsevis til begge børn, og deres værelser var pyntet med balloner med hver deres navn på. Utrolig dejligt, og Sveske måtte altså lige åbne et par gaver inden hun kunne gå i seng.

Nu har vi været hjemme i godt 14 dage, og det har været noget af en omvæltning. Hun er fortsat meget aktiv, men er faldet noget til ro i forhold til i Kina. Hun piller i alt, og har svært ved at acceptere et nej. I starten var Sveske noget irriteret på hende, og følte hun blandende sig, generede hende, og kunne vist i det hele taget ikke se noget positivt i den lillesøster. Nu er de begyndt at finde fælles fodslag, og Sveske er faktisk flink til at hjælpe Lillesøster med at få sko på, komme på toilet etc. Lillesøster ser vildt op til sin storesøster, og følger hende i tykt og tyndt. Det er rigtig svært når storesøster vil have døren til sit værelse lukket, men det skal hun altså have lov til. Jeg er utrolig glad for Lillesøster, men kan fortsat blive dybt irriteret over hendes pilleri, piberi og at hun ikke gør som man ber´ hende om. Hun bliver ved med samme ting, selvom man har sagt nej en del gange, og det kræver ind imellem lidt mere tålmodighed end jeg lige har. Langt størstedelen af tiden synes jeg dog at hun er utrolig dejlig, selvom det er svært at bruge vendingen at jeg elsker hende endnu. Der er mange kanter der skal slibes af, alt lige fra bordmanerer, hvordan man reagerer på ikke lige at få sin vilje, til måden at komme med i en leg med Sveske, og jeg ved godt, at det mest er mig der skal “flytte” mig. Men fra at have haft et roligt hjem, med en datter der stort set gjorde som man havde bedt om, og som kun kom i de ting hun måtte, og så til pludselig at føle at huset bliver lettere raseret, det kræver altså sin kvinde. Vi arbejder på det, og jeg har det største arbejde at gøre, og mit største fortsæt er, at være mindre hidsig, og tælle til 10 før jeg reagerer. Håber virkelig jeg kan overholde det.

Jeg har fået sommerfugle i maven. Ikke bare et par enkelte stykker, men en helt koloni. Jeg ved ikke lige hvorfor, men der er heftig gang i dem. Nu er der kun 3 døgn til vi sidder i flyet på vej til Kina, og sommerfuglene hænger nok lidt sammen med det.

Jeg ved ikke lige hvad jeg er nervøs over, for selvom der er en masse småting der mangler, så synes jeg egentlig der er rimelig godt styr på det. Umiddelbart har jeg ikke bevidste tanker/bekymringer om modtagelsen og samværet med Lillesøster, men måske ligger der alligevel et eller andet i baghovedet. Min bevidsthed siger mig dog, at det nok skal gå, og at vi vil klare det fint. Selve rejsen er jeg heller ikke bekymret for, så måske er det det faktum, at jeg intet har pakket endnu, og heller ikke ved hvad jeg skal pakke, der fylder. Jeg er ikke helt fri for at være bekymret over at glemme noget, specielt papirer/dokumenter som skal bruges i selve adoptionsprocessen i Kina, men også praktiske ting fylder. Og så det faktum, at jeg kun må have 20 kg. med til 2 personer. Og dette skal også dække gaver, legetøj, videokamera etc.

Jeg havde sidste arbejdsdag i fredags, og blev fejret behørigt, og troede egentlig, at jeg ville slappe meget mere af, når jeg først var gået fra, for det ville jo betyde 4 dage hvor jeg ikke skulle andet end blive færdig. Men sådan er det ikke gået. Igår var vi på besøg hos nogle bekendte, der har barn fra samme provins, så vi så billeder og video, og snakkede en hel masse om Kina. Det skulle bare lige være et par timer, men det blev fra 14-19, så dermed var den eftermiddag gået. Idag har vi været til fødselsdag hos min niece, der sødt nok havde flyttet fødselsdagen frem til idag, da vi jo ikke er hjemme på torsdag, hvor hun bliver 12. Så planerne om, at kufferterne skulle have en del indhold i sig på nuværende tidspunkt, holder ikke – de er fortsat gabende tomme.  Min to-do-liste bliver længere og længere, og formiddagen imorgen kommer vist til at gå med praktiske småting, som at få taget pasfotos, købe kattemad, købe et mindre rejseapotek til turen, i banken for at indbetale penge for indenrigsudgifter i Kina og så lige til frisøren. Mon der når at komme noget i kufferterne der?? Jeg tvivler, men det skal der bare, for ellers får jeg for alvor stress.

Jeg er rigtig dårlig til at være i selskab i disse dage. Jeg har svært ved at koncentrere mig om at være nærværende, og skal virkelig bevidst lytte, hvis tankerne ikke skal flyve på langfart – selvom jeg sidder sammen med hyggelige mennesker, som jeg gerne vil snakke med. Håber at folk tilgiver mig mine absencer. Ja, selvom det er en glædelig begivenhed der venter, så slipper man åbenbart ikke for at være lidt smånervøs og have bekymringer. Men sådan er det vel – her et par dage før man bliver mor!!!

Der er virkelig gang i tingene nu, og jeg synes jeg er ved at have noget der ligner et overblik.

• Billetterne er ankommet
• Pas med visum er ankommet
• Svesken er blevet vaccineret (mor her slap – snyd!)
• værelset er malet og har fået nyt loft -yeah – og det ser godt ud
• onkel er bestilt til at komme og samle kommode, reol, tremmeseng, sætte hylde op
• pakke er sendt til Lillesøster med fotoalbum + bamse, men først i tirsdags, så det er tvivlsomt om den når frem
• al Lillesøsters tøj er vasket

 

Ja, jeg føler næsten at jeg er klar – bortset fra at jeg ikke har den fjerneste ide om hvad vi skal have med!  Hverken af tøj eller praktiske ting

Jeg har igen været ude og handle. Denne gang købte jeg kurve til rumdeleren, vinterjakke til Sveske og en højstol til Lillesøster. Jeg havde hele tiden regnet med, at hun skulle arve Sveskens, men altså, Sveske sidder bare ikke godt på de lave skalstole vi har i køkkenet. Hun glider rundt, trækker benene op under sig etc., og hun sidder faktisk stadigvæk utrolig godt på hendes højstol. Så en hurtig beslutning betød endnu et nyindkøb. Jeg har også investeret i et videokamera, købt et ekstra kort til kameraet, fandt ikke en ordentlig taske til at bruge til håndbagage, men jeg har lavet aftale med min bror og svigerinde om, at jeg må låne kufferter hos dem.

Det holder hårdt at koncentrere sig på jobbet. Ind imellem glemmer jeg de mest elementære ting, enten fordi jeg bare ikke tænker, eller fordi jeg står og dagdrømmer. Humøret er selvfølgelig godt, og det tror jeg Sveske nyder godt af, for jeg skælder ikke nær så meget ud som jeg plejer, men jeg er opmærksom på, at hun ikke løber om hjørner med mig. Det gode humør er en ren velsignelse. Jeg går vist rundt med et fjollet smil på nærmest konstant, og jeg er bare slet ikke bekymret. Jeg har egentlig ikke gjort mig mange tanker om, hvordan vores hverdag skal struktureres når vi kommer hjem – det må Lillesøster ligesom være med til at vise. Det skal afhænge af hvad hun kan klare og overskue, og det er jo ikke til at vide. Jeg har heller ikke mange konkrete billeder i mit hoved af, hvordan det bliver at have hende rendende rundt her i vores hus. Jeg har faktisk heller ikke nogen konkrete forestillinger om hverken overdragelsen eller de første døgn sammen. Der kan ske så meget, hun kan reagere på 117 forskellige måder, så det er ikke til at gøre sig  nogen tanker om, synes jeg. Jeg ved bare at jeg glæder mig helt vildt, og det er så skønt bare at glæde sig uden at være bekymret. Jeg er faktisk mere bekymret for flyveturene (hvordan skal det gå i lufthavnen, kan vi nå det vi skal etc.) og hvordan Sveske vil reagere.

Nu er der kun 11 dage tilbage – må de gå hurtigt, for vi er bare så klar.

Ja, for i fredags, da jeg sad og var ved at starte bilen efter fyraften, ringede min telefon. Det var min sagsbehandler i min adoptionsorganisation, der havde spændende nyt. Jeg får Lillesøster i armene d. 22.9.!!! Det er altså om kun godt 3 uger, og det er en måned før jeg havde regnet med det.

Det gav travlhed, først og fremmest med at få bestilt billetter. Vi er dog 6 familier, der skal rejse sammen, og jeg ville jo gerne vide hvad de andre vil, men jeg skulle her og nu i telefonen, tage stilling til, om vi vil over Shanghai eller Beijing. Da jeg er absolut vild  med Beijing, og rigtig gerne vil vise Sveske Den kinesiske Mur og Den forbudte by, så faldt valget på Beijing ud og Shanghai hjem. Åh, hvor jeg håber de andre er nogenlunde enige. Det holdt hårdt at få fat i rejsebureauet, og da det endelig lykkedes, var der flere beslutninger der skulle tages. Vil I flyve med Fin Air eller KLM? SAS direkte København-Beijing er kun en mulighed, hvis I flyver både til og fra Beijing. Den skulle lige vendes med mormor, som jo skal med.

Der har også været telefonkontakt, med den eneste familie i rejsegruppen, som jeg overhovedet har haft kontakt med. Det har været rigtig hyggeligt, men siden søndag har der været stille, så jeg håber ikke de er sure over noget jeg har sagt eller skrevet.  Der er 3 eneadoptanter og 3 par, så det er rigtig fedt. Alle børnene kommer fra samme børnehjem som Lillesøster, men desværre bor de alle i helholdsvis Nordjylland, Frederiksberg og Nordsjælland.

Ang. værelset, så har jeg fået hul på bylden. Tømren har idag været og tage mål, loftet er bestilt, og han kommer og sætter det op midt i næste uge. Hvad jeg skal gøre af alt det, der er inde på værelset lige nu, aner jeg ikke, men jeg udnyttede 3 piger, som jeg havde besøg af i mandags, til at komme med gode råd. Det resulterede i følgende plan: ud med kommoden og stumtjeneren i soveværelset, og ind med en høj og dobbelt-brede rumdeler, hvor alle A4-mapper, fotoalbum og ikke mindst at forglemme, det lille 20 tommer-fjernsyn, kan være.  Kommoden med alle vores papirer, placeres på trappereposen, og skufferne i natbordene må inddrages til strømpe- og undertøjsskuffer. Ja, ikke meget, men dog en plan, og resten må ud! Min far kommer i weekenden og hjælper med at køre på genbrugspladsen, og det bliver dejligt.

Generelt har jeg virkelig følt mig stresset siden fredag, hvor beskeden ankom. Jeg har 2 nætter siden præsteret kun at sove 5 timer i døgnet, og tankerne kører helt vildt. Samtdig har jeg i fredags været til Lars Lilholt-koncert, mandag havde jeg besøg af Tøseklubben, som består af 5 tidligere kolleger og så mig selv. Det brugte jeg søndag til at få handlet ind og gjort rent til.  I morges begyndte min chef uopfordret selv at mumle noget om: jeg ville også være absent-mindede, og kunne jeg bare give dig fri….bla bla bla. Det var sødt af ham, og jeg tror virkelig de forstår,  men jeg fornemmer alligevel, at de ikke er helt tilfredse med tingenes tilstand. Jeg prøver altså bare virkelig…!! Jeg har sagt fra til mødregruppe på søndag, og vi bliver nok også nødt til at droppe Legoland på fredag, selvom jeg tror det vil gøre Svesken rigtig godt, at komme væk fra al stressen herhjemme. Min kollega og min mor er dog åbenbart enige om, at det ikke kan nytte noget – min mor gik endda så vidt at sige, at Sveske ikke skal sætte dagsordnen, og at det ikke kan nytte noget, at det er hendes ønsker der styrer alt. Jeg var nærmest målløs, men fik dog kraftigt sagt, at det gør de sørme heller ikke, men jeg er enig så langt, at hun påvirkes af min stress. Følgende numre var hvad hun lavede på under et døgn i weekenden: Gik selv i gang med at blande mel, mælk og æg for at bage boller, klippede selv sit pandehår, åd papir, og tog al udsmykning ned af væggene i hendes værelse “for at det ikke skal falde ned, mor”. Det er jo hvad jeg ville forvente en 3-årig kunne finde på, og hun er altså 7!

Nå, men billetter er bestilt (bekræftelse dog hverken kommet pr.mail eller post?), acceptbrev returneret, visumansøgninger sendt, og det der mangler er (ud over værelset) vaccinationer og bestille valuta. Mormor har tilbudt at vaske det tøj som Lillesøster skal arve efter Caroline, og hun vil også hjælpe med at male. Desuden har min nabo tilbudt sig med hjælp til at male og sy gardiner. A pro po hjælp, så har min venindes bror faktisk tilbudt at hjælpe med at sætte loft op, men jeg vil så gerne have det gjort i én arbejdsgang, helst mens jeg er på arbejde, og derfor har jeg valgt at betale mig fra det – ved bare ikke hvordan jeg skal få sagt nej tak til det pæne tilbud. Weekenden skal bruges på at tømme værelset, inden skal jeg dog have købt en rumdeler, men ellers er der faktisk ikke en helt masse praktisk. Eller har jeg overset noget??

Der er vist en million ting jeg burde have gang i lige nu. Men jeg gør ikke andet end at shoppe. De seneste par dage har jeg dog fokuseret mine tanker på Lillesøsters værelse. Værelset er lille, der er en stor misfavning i gulvet efter en tidligere vandskade og der er løbesod fra skorstenen (der jo altså er i hjørnet af værelset), hvilket har givet skjolder på loftet. Jeg har slet ingen forestillinger om, hvad jeg vil gøre med værelset, hverken farver tema eller lignende. Det  bliver formodentlig et Peter Plys værelse, for så kan jeg genbruge lamper og billeder fra Sveskes værelse. Værelset er gult, og det er jeg egentlig godt tilfreds med, men mormor har ytret for lang tid siden, at hun ikke syntes det var en køn farve, og det er snart 7 år siden det blev malet, så det kunne godt trænge.  Men jeg kan ikke tage mig sammen til at gøre noget ved det, endsige tage nogle beslutninger! Jeg tror jeg bør tale med en tømrer om at lave et træloft. Loftet er tidligere malet med noget limfarve, og der er vist intet der kan holde. Alle lofterne på 1. sal er mere eller mindre “revnede” i malingen, og et træloft ville være en endegyldig løsning. Jeg orker  bare ikke håndværkere, eller i det hele taget at skulle tage beslutninger om træsorter, lister etc. 

Jeg har dog i weekenden købt lidt brugt møblement. Nemlig en rumdeler på hjul, og så købt en bekendts fejlkøb af en kommode.  Så nu mangler jeg kun et klædeskab, og noget reol/skuffehaløjsa til alt det l.rt der står inde i værelset nu, og som nødvendigvis skal flyttes ( fotoalbums, gamle mapper, papirer af enhver tænkelig slags, bøger etc.).

Jeg bør også tænke alvorligt på at tale med nogen om at sende en carepackages hvis det skal blive til noget, men igen, jeg kan ikke tage mig sammen. Det kræver energi at undersøge hvordan og hvorledes, og også at finde folk der kan oversætte et evt. medfølgende brev. Min adoptionsorganisation er vist ikke hooked på ideen, så det bliver nok helt privat det skal foregå, og jeg ved ikke lige hvordan jeg skal få det kringlet. Nej, tøjkøb det kan jeg forholde mig til….

Der er nu gået noget tid siden sidste opdatering, og det er fordi vi har været 6 dage i sommerhuset, og dermed altså ikke har haft adgang til computeren.

Det mest interessante der er sket siden sidst er selvfølgelig at jeg tirsdag skulle have samrådets beslutning, og den dag tilbragte vi i Tivoli. Jeg ringede ved 13-tiden, men da var sagen ikke afgjort endnu (forsinket pga ansættelsessamtaler), og jeg kunne så ringe mellem 14.30 og 15. Kl. 14.45 så jeg pludselig på uret og måtte altså bare ringe nu, for at være sikker på, at sagsbehandleren ikke nåede at gå hjem før jeg fik fat i hende. Så jeg sad faktisk i ballongyngerne da jeg fik den dejlige besked SAMRÅDET HAR GODKENDT MATCHET! Så nu er der simpelthen ikke længere nogen forhindringer. Dagen tilbragte vi sammen med M. og W., og det var dejligt at kunne modtage denne dejlige besked sammen med dem. W. er også speciel needs barn og fra Kina, og er jævnaldrende med mit kommende barn, så det var lidt skægt at kunne vurdere og danne sig lidt indtryk af hvad sådan en størrelse kan og gør. Hun var vild med Svesken, ville holde i hånd og faktisk gøre alt det Sveske gjorde, og det fandt Svesken sig fuldstændig i. Dejligt.

Jeg har også fået en plejetilladelse fra kommunen, og det er skønt at der er gang i sagen. Jeg håber virkelig at de 12-13 uger jeg har fået stillet i udsigt til udrejse, kommer til at holde.

Jeg fortsætter med at købe ind. Det er fuldstændig overflødigt, men jeg kan ikke lade være. Idag har jeg købt en nederdel (70% nedsat fra Aya Naya), og nu er jeg kommet i tanke om sko. Jeg må vist høre M. om hvilken størrelse W. bruger!

Ugen i sommerhuset  gik fint, det var dejligt at se min bror, og vejret var skønt. Vi tilbragte som sagt en hel dag i Tivoli, hvilket Svesken nød i fulde drag (bortset fra den halve time, hvor stemningen var noget anstrengt fordi hun var eddikesur over ikke at måtte få en slikkepind lige før frokost). Vejret var enormt varmt, og da klokken var 15 var det så varmt, at jeg blev påvirket af det. Togturen hjem var lang, men selvom vi var fuldstændig flade, så måtte jeg bare ind i min brors butik da vi kom tilbage, for at låne hans computer. Det var vildt fedt at kunne skrive en jubelmail til Zonen, og lige opdatere hjemmesiden. Onsdag var vi på  besøg hos nogle gode venner fra vores rejsegruppe, og det var som altid superhyggeligt. Vi blev modtaget med champagne, og selv om de normalt gør meget ud af det (vi har gjort det til en tradition at besøge dem når vi er i sommerhuset i juli), så plejer det ikke at være så fornemt. Men det var 6-års dagen for at vi modtog beskeden om at vi var blevet forældre, og det var sørme værd at fejre. Pigerne har ikke set hinanden i 10 mdr., men der gik ca. 1½ minut, så fjantede de, snakkede Didl, skoletasker o.s.v. Vi var der hele dagen, og alligevel kunne vi være blevet ved. Jeg fik også lov til at låne deres computer for at checke Zonen, og der var kommet 79 lykønskninger!! Det varmer altså bare helt ud i storetåen.

Nu har vi lige weekenden herhjemme, hvor vi skal have vasket tøj, handlet ind og pakket kufferterne igen. Mandag tager vi nemlig til Ebeltoft på camping…

Det er virkelig en dejlig fornemmelse at skrive under på, at jeg vil adoptere min kommende datter. Det ønske kan da ikke gøres mere konkret, end ved at skrive under sort på hvidt.

Jeg har også tumlet med tanken om at lade adoptionsorganisationen arrangere rejsen eller gøre det selv, og valget faldt på organisationen. Det er bare så nemt, alt er arrangeret, og selv en detalje som at bekræfte hjemrejsebilletterne, behøver man ikke tænke på. Håber så bare vores rejsefæller har valgt lige sådan

Passenes udløbsdato er også checket, og pasnr. videregivet til min adoptionsorganisation, så nu er der vist styr på den første omgang papirer. Jeg mangler dog at få styr på, hvordan det er med vaccinationer og forsikring (om der er brug for noget ud over den som organisationen tegner). Mormor er helt vildt aktiv omkring oplysninger om provinsen og hvad man skal se – det siger mig intet endnu. Alle spørger/foreslår om vi ikke kan rejse udenom Beijing – MEN JEG VIL GERNE TIL BEIJING IGEN! Det var et fedt sted at være i – specielt i forhold til hovedstaden i Sveskes provins – og jeg vil vildt gerne se Den kinesiske mur igen. Vi er også blevet enige om, at tage 2 værelser, for selvom vores værelse sidste gang var af rimelig størrelse, så er det meget med 4 mennesker på et lille rum. Så må vi betale hvad det koster.

Ellers har jeg idag sat og lavet kladde til min jubelmail, som jeg vil skrive på Zonen, men altså, tirsdag er vi i Tivoli, og kommer først sent hjem til sommerhuset – og der er ingen computer!! Jeg glæder mig bare så meget til at sende den besked af sted, og lige sådan til at få opdateret min anden hjemmeside. Og så er jeg der ikke engang til at nyde alle hilsnerne der forhåbentlig kommer retur. Overvejede i få sekunder, om vi skulle blive hjemme, men det vil Sveske aldrig acceptere, og jeg har lovet en tur i Tivoli, og vi skal besøge nogle gode venner, så jeg må  bide min computeradiction i mig, og vente til vi kommer hjem med at følge op.